2025 Domaine la Magdeleine Rosé, Vin de Pays du Var IGT, Frankrig.

  • Drue Grenache, Cabernet sauvignon, Cinsault, caladoc
  • Distrikt Vin de Pays du Var IGT, Frankrig.
  • Årgang 2025
  • Vol. 12,5%
  • Pris 450,00 kr.

Drue: Grenache, Cabernet Sauvignon, Cinsault, Caladoc

Distrikt: Vin de Pays du Var IGT, Frankrig.

Årgang: 2025

Vol: 12,5%

 

Rosévinen fra Domaine la Magdeleine præsenterer sig smukt i flaske af klart glas, der lader vinens lyse rosé-farve komme til sin ret. Det klare glas giver solens ultraviolette stråler fri adgang til vinens aminosyrer, hvilket starter en fotokemisk reaktion som resulterer i svovlholdige forbindelser med en ubehagelig lugt af rådne æg eller brændt gummi. Franskmændene kalder dette fænomen for goût de lumière, ”smagen af lys”.  Så husk at sætte flasken og glasset med rosé i skyggen, hvis du har dækket op på terrassen; så undgår du ”smagen af lys”.

Vinen

Mens Côtes de Provence er verdensberømt for sine rosévine har de færreste hørt om Var, men der er tale om samme region i Sydfrankrig.  Var IGP er en fransk vinklassifikation fra 2009  for landvine, der placerer sig mellem almindelig bordvin og de strengt regelbundne AOP/AOC-vine. IGP garanterer et bestemt geografisk oprindelsessted og giver producenterne større frihed til valg af druesorter. Vinmarkerne i Var IGP appellationen nyder godt af et mildt, solrigt klima, hvor Middelhavets tempererende indflydelse skåner vinstokkene for den værste sommerhede. Mistralen ─ den kraftige, kolde og tørre nordenvind ─ holder vinstokke og drueklaser tørre, hvilket mindsker risikoen for svampesygdomme og beskytter den friske syre i druemosten. Vinstokkene er plantet i veldrænet, næringsfattig jord på bjergskråninger med ler og kalksten. Efter høsten presses druerne let og skallerne sies fra før mosten gæres ved 14-18 °C i store tanke af cement, hvorefter den unge vin får lov at modne på sit bundfald. Vinen er lavet på Grenache (41%), Cabernet Sauvignon (37%), Cinsault (15%) og Caladoc (7%) ─ en krydsning mellem Grenache og Malbec. Vinen i glasset er lys rosa med en indbydende duft af hindbær og citrus med et strejf af appelsinskal. Smagen har en imponerende bred palet med toner af hindbær, ribs, vandmelon og lime, som hele vejen bæres oppe af en læskende mineralitet og en frisk syre.

Maden

Rosévin er en ægte forårsbebuder, der åbner op for lette, delikate retter efter vinterens mere bastante simremad. Vinen fungerer fint som en aperitif, og glasset tages med ind til bordet hvor den skønne rosé kan drikkes til fisk, fjerkræ, sommersalater og lette, krydrede retter fra Middelhavskøkkenet.