2024 elements viento, Ignacio Marin, Cariñena DO, Spanien
- Drue Tempranillo
- Distrikt Cariñena DO, Spanien
- Årgang 2024
- Vol. 14%
- Pris 450,00 kr.
De fire klassiske elementer – ild, luft, jord og vand – er fundamentale begreber fra oldtidens filosofi. Ild er forbundet med energi, jord symboliserer stabilitet, luft repræsenterer bevægelse og vand er forbundet med følelser og samhørighed. Vinfirmaet Ignacio Marin, der har været i familiens eje siden 1903, har skabt deres vinserie ”elements” som en hyldest til naturen, der skaber og nærer vinstokkene. ”Viento” er det spanske ord for vind, og Ignacio Marin vil hylde den vigtige rolle vindens element spiller i vinmarken. Den kraftige, kølige og tørre vind ”Cierzo” blæser nordvest gennem den tragtformede Ebrodal i vindistriktet Cariñena i det nordøstlige Spanien, hvor den giver køligt, tørt og skyfrit vejr i vinmarkerne. Den knastørre, konstante vind tørrer morgendug og regn af druerne og bremser svampesygdomme som meldug og råd. Cierzo køler klaserne og er med til at sikre god balance mellem druemostens syre og sukker ved at forlænge druernes modningsproces. Slutresultatet er vine med en større koncentration af farve, duft- og smagsstoffer.
Vinen
Vinen er lavet på Spaniens blå signaturdrue, Tempranillo, men i modsætning til den langvarige modning af vinen på fade af egetræ, som blandt andet kendes fra distrikterne Rioja og Ribera del Duero, har Ignacio Marin anvendt ”semi-maceración carbónica” metoden: Klaser med hele druer lægges i en tank, hvor vægten maser druerne i bunden af tanken. Gærcellerne danner alkohol og kuldioxid fra de maste druers søde saft, og denne kulsyre starter en gæringsproces inden i de hele druer øverst i tanken. Senere presses alle druerne og mosten gæres færdig på normal vis. Metoden danner særlige duftstoffer med en aroma af kirsebær og en frisk, blød og læskende vin næsten uden tanniner. Den lysende, rubinrøde vin i glasset har en delikat krydret duft af kirsebær og en saftig, frisk smag af blåbær og kirsebær, der forener blid rundhed med en oplivende friskhed.
Maden
Elements viento serveres let afkølet ved 12-14 °C og bør nydes i sin ungdom. Vine lavet med semi-maceración carbónica metoden passer perfekt til lette retter som tapas og charcuteri.
*indeholder sulfitter