2022 Los Lau Viognier, Private Collection, Spanien
- Drue Viognier
- Distrikt Spanien
- Årgang 2022
- Vol. 12,5%
-
Før
450,00 kr.Nu kun 360,00 kr.
Efter 10 års erfaringer med at lave vin af traditionelle, lokale druesorter har Yves fået tid og kræfter til at tænke ud af boksen. Resultatet er en serie nye vine, der sendes på markedet under navnet Los Lau Family Vineyards. En afgørende forskel mellem Los Lau vinene og de velkendte vine fra De Moya er valget af druesorter. Hvor De Moya fra starten satsede på traditionelle, lokale druesorter, som gennem generationer har tilpasset sig jordbundsforhold og det lokale Middelhavsklima i Valenciaregionens vinmarker, har Yves med Los Lau serien søgt nye udfordringer med valget af internationalt kendte druesorter. Modet til at prøve noget nyt kendetegner en pioner som Yves Laurijssens, og med sine erfaringer fra 10 år i Valencias bjergrige bagland i bagagen har Yves valgt druesorter, som han vil bruge til at lave elegante, frugtige og friske vine. En konsekvens af bruddet med traditionerne har været en ændring af vinenes klassifikation. De traditionelle, hvide Valencia DO vine laves på lokale sorter. Valget af den franske druesort Viognier har betydet, at Los Lau hvidvinen har måttet skifte klassifikation fra DO til bordvin ”Produced in Spain”.
Vinen
Viognier er især kendt fra Rhône, og Yves har været så heldig at finde en mark med et terroir, der minder meget om forholdene i druens hjemstavn. I vinkælderen har den perfekt modne frugt fået et døgns udblødning med skallerne, hvorefter den skånsomt pressede most gæres ved lav temperatur i nogle uger. Den unge vin lagres på sit bundfald af døde gærceller og rester af drueskaller i 4-6 måneder med omrøring af bundfaldet en gang om ugen, hvilket er med til at give vinen karakter og smagsfylde. Vinen i glasset er strågul med et gyldent skær, og den indsmigrende, aromatiske duft har toner af kaprifolium, fersken og mango. I munden præsenterer Viognier sig først livlig og frisk; senere kommer cremet smagsfylde til sammen med en kompleks smagspalet og en flot længde, der slutter med en mild og venlig syrefinale. Det er umiskendelig Viognier, vi har i glasset, men Yves Laurijssens har skabt sin egen stil, hvor druens opulente, nærmest parfumerede, duft- og smagspalet er holdt i stramme tøjler for at skabe en mere frisk og disciplineret Viognier, der giver lyst til at drikke et glas til.
Maden
Viognier er kendt som en perfekt ledsager til skaldyr med sødme, som f.eks. kammuslinger, men Los Lau versionen har en profil som gør den bredt anvendelig til retter med fisk og hvidt kød.
*indeholder sulfitter