2024 Vranec, Ezimit Vino, Ovche Pole, Nordmakedonien
- Drue Vranec
- Distrikt Ovche Pole, Nordmakedonien
- Årgang 2024
- Vol. 14%
- Pris 450,00 kr.
Nordmakedonien blev oprettet som stat i 1992 efter Jugoslaviens opløsning. Landet skiftede officielt navn fra Makedonien til Republikken Nordmakedonien i 2019 for at undgå forveksling med den græske region Makedonien. Begge områder har en flere tusind år gammel vinkultur til fælles. Traditionen for vinavl fortsatte under Romerriget, hvor Makedonien var et vigtigt vindyrkningsområde i Imperiet. Vinfirmaet ”Ezimit Vino”, der blev grundlagt i 1991, ligger i Nordmakedoniens Ovche Pole-region, der er "kraftcentret" i makedonsk vinproduktion. Ovche Pole, der betyder ”fåremarken”, har fået sit navn på grund af en udstrakt lokal fåreavl. I Ovche Pole mødes et solrigt middelhavsklima med fastlandsklimaets varme somre og kolde vintre.
Vinen
Vinen er lavet på en ”indfødt” druesort fra Makedonien, Vranec, der foretrækker det solrige, lune klima i dalene ved Skopje, hvor druerne kan opnå fuld modenhed. Navnet oversættes til "sort, kraftfuld hest" og de lokale vinmagere anser med rette druen som Makedoniens flagskib. Vranec giver en kraftfuld, krydret rødvin, og takket være dens tykskallede druer får vinen en nærmest blæksort farve. Ezimit holder de gamle traditioner i hævd, men er samtidig gået hele vejen med investering i den nyeste teknologi. Efter gæringen lagrer vinen to måneder på bundfaldet af druerester og herefter 11 måneder på tanke af rustfrit stål inden aftapning på flaske. Vinen i glasset er tæt blålig. Den delikate duft har toner af kirsebær krydret med et strejf af peber og violer. Smagen har en robust mundfylde bygget op af brombær og sorte kirsebær med krydrede undertoner af lakrids og mørk chokolade, hvor markante tanniner dominerer afslutningen. Balkans vigtigste druesort har meget at byde på.
Maden
Vranecs tanniner renser munden efter hver mundfuld og er velegnet som ledsager til kød med fedtmarmorering. En anden god mulighed er simreretter som den klassiske gullasch fra Balkan med langtidssimret oksekød med masser af paprika, løg og rodfrugter.
*indeholder sulfitter