2024 Edition F Chardonnay, Burgenland, Østrig.

  • Drue Chardonnay
  • Distrikt Burgenland, Østrig.
  • Årgang 2024
  • Vol. 13%
  • Pris 450,00 kr.

Østrigs vinmarker ligger mellem 47° og 48° breddegrad på højde med Beaune i Bourgogne, men Østrig har et klassisk fastlandsklima med koldere vintre og varmere, mere solrige somre. De bedste vinområder i Østrig ligger mod øst og sydøst, hvor det smukke landskab med bakker, skove og kønne landsbyer med bindingsværkshuse og barokkirker udtrykker essensen af Midteuropas kultur og geografi. To tredjedele af Østrigs vinmarker er plantet til med grønne druer. Her er det en populær, international drue, Chardonnay, det handler om. Indtil midten af 1980’erne stod Chardonnay ikke engang på listen over druer i Østrig. Man havde forvekslet Chardonnay med druen Weissburgunder, ”den hvide drue fra Bourgogne”, som i virkeligheden var druesorten Pinot Blanc.

Vinen

En Chardonnay vinstok kræver et voksested med sol og varme, en kalkrig jordbund med god dybde for rødderne og en stabil vandforsyning. Det er netop hvad vinbonden Martin Pasler kan byde på. Hans familie har i århundreder lavet vin i området omkring byen Jois ved den nordlige ende af Neusiedlersee, der ligger på grænsen mellem Ungarn og Østrig. Her kan Chardonnay-stokkene glæde sig over 300 dage med solskin om året og nyde sommervarmen fra den vidtstrakte, pannoniske slette. Martin Pasler sværger til økologi og plejer sine vinstokke og marker uden brug af kemiske sprøjtemidler. Vinen i glasset er strågul med en delikat duft af æbler og fersken samt et aromatisk strejf af tropisk frugt. Smagen har en flot frugtfylde med pære, fersken og citrus på smagspaletten og imponerer med sin længde i munden inden finalen med sprød mineralitet og frisk syre. Et strålende eksempel på en stilren Chardonnay med elegant finesse, som opnås ved at lade vinen modne på ståltank og undlade lagring på egefad.

Maden

Edition F Chardonnay har smagsfylde og struktur til at ledsage fisk og skaldyr med flødesauce og det samme gælder retter med fjerkræ.

*indeholder sulfitter