2023 Liparis Rosé, Pays D’Oc IPG, Frankrig.

  • Drue Pinot Noir
  • Distrikt Pays D’Oc IPG, Frankrig.
  • Årgang 2023
  • Vol. 12%
  • Pris 450,00 kr.

Vi er i regionen Occitanie i det sydvestlige Frankrig med appellationen Pays D’Oc ─ et område hvor der har været dyrket vin siden antikken med romerne som foregangsmænd. Claude Vialade, datter af grundlæggeren Jean Vialade, skabte i slutningen af 90’erne Les Domaines Auriol ved købet af fire vingårde ─ Saint Auriol, Maison Vialade, Montmija og Château Ciceron. Hun står i dag ved roret som præsident for Les Domaines Auriol, som i dag råder over 1500 ha vinmarker. Claudes søn Jordi Salvagnac har nu ansvaret for den daglige drift af domænet, som nu hedder Les Domaines Auriol Et Fils.  Domænets vingårde har vinmarker der ligger lidt oppe i højderne, hvor solens glød tempereres af friske briser. Den vedvarende blæst er med til at holde drueklaserne tørre og fri for råd og skimmel, hvilket gør det muligt at avle vin med et minimalt brug af sprøjtemidler. Det betyder at domænet har tre typer certificeringer: HVE (Haute Valeur Environnementale), et regelsæt for bæredygtighed vinavl, AB (Agriculture Biologique), der er en økologisk certificering og endelig Demeter, et biodynamisk certifikat.

Vinen

Liparis er lavet på 100% Pinot Noir, en sart, blå drue med ret tynd skal som derfor egner sig glimrende til produktion af rosévin. Klaserne stammer fra 15 år gamle vinstokke, og selve høsten forgår om natten, for at bevare klaserne intakt og mosten frisk. Ved drueklasernes egen vægt afgiver klaserne den frie, naturlige druesaft som efter tre døgns kuldestabilisering gæres ved 16 °C.  Vinen i glasset er lys rosa med en diskret gullig tone. Den indbydende duft af violer, solbær og hindbær fører over til en frisk, livlig smag af hindbær og vandmelon med flot fylde, god længde og en frisk syre. Liparis er en værdig repræsentant for sydfransk rosévin.

Maden

Der er mange slags rosévin, også af den noget søde slags, men denne sydfranske rosé har en madvenlig tørhed og livlige friskhed, der gør den til en god ledsager til alt muligt fra fisk og skaldyr til grønne salater, charcuteri og tærter. En varm løgtærte og et køligt glas Liparis sætter prikken over i’et på en forårsdag.

*indeholder sulfitter