2022 À Grand Pas Carignan, Le Cellier Du Pic, Frankrig

  • Drue Carignan
  • Distrikt Le Cellier Du Pic, Frankrig
  • Årgang 2022
  • Vol. 14%
  • Før 450,00 kr. Nu kun 360,00 kr.

I et bjergrigt landskab bevokset med en lav, tæt, stedsegrøn buskvegetation med aromatiske, harpiksholdige urter nord for Montpellier rager klippetoppen Pic Saint-Loup op i landskabet, hvor den kan ses viden om. Pic Saint-Loup udgør den nordlige grænse for vindistriktet Languedoc mod Massif Central, den massive bjergregion i det centrale Sydfrankrig. Klimaet i vinmarkerne er derfor en blanding af et lunt Middelhavsklima og et barskt fastlandsklima med hede somre og kolde vintre. Jordbunden består af kalkholdig lerjord med masser af sten og grus.

Vinen

À Grand Pas betyder ”med store skridt”, og Le Cellier Du Pic har taget det relativt store skridt at lave en vin på 100 procent Carignan, hvilket er usædvanligt. Druen stammer fra Nordspanien, hvor den kendes som Cariñena. I 1950’erne fandt druen et nyt hjem i Languedoc-Roussillon i det sydlige Frankrig, hvor sorten blev plantet intensivt, dels fordi den er hårdfør, modstandsdygtig over for varme og tørke og god til at holde et højt niveau af spændstig syre i mosten, dels fordi Carignan er kendt for at levere et højt udbytte. Det var en nyttig egenskab dengang, hvor vin fortyndet med vand var noget man drak på landet i stedet for vand. En landarbejder kunne sagtens nedsvælge flere liter om dagen. I begyndelsen af nullerne gjorde man, hvad man kunne, for at få vinbønderne til at rykke deres Carignan-stokke op, for der blev produceret for meget vin i et Europa, hvor drikkevanerne havde ændret sig – ikke mindst på landet i Frankrig. Carignans ry som en mørk, lidt krydret, rustik vin handler meget om hvordan den dyrkes og vinificeres. I Languedoc-Roussillon har vinbønderne lært, at den bedste vin laves på frugten fra ældre vinstokke, hvor man holder udbyttet af drueklaser nede og høster druerne så tilpas tidligt at mostens syre er intakt. Vinen i glasset er violet med en dejlig duft af brombær og solbær. I munden imponerer vinen med en saftig smag af sorte skovbær med flot frugtfylde, en frisk syre og glatte tanniner. Et godt eksempel på hvad Carignan kan byde på, hvis man gør alt rigtigt fra mark til kælder.

Maden

Carignan kræver ikke anstand og slips men fungerer bedst med højt humør og skjorteærmer i selskab med enkle retter, der gerne må være lidt krydrede. Det kunne f.eks. være en ungarsk gullasch med paprika eller en mexicansk Chili con Carne.

*indeholder sulfitter