Carmenère, Tenuta Barbon, Marca Trevigiana IGT, Italien.
- Drue Carmenere
- Distrikt Marca Trevigiana IGT, Italien.
- Årgang 2024
- Vol. 12%
- Pris 450,00 kr.
Vingården ”Tenuta Barbon” ligger ved foden af alperne i byen Fonte i provinsen Treviso. Villa Peschicini, er en gammel kongelig residens bygget i slutningen af 1600-tallet. Villaen ligger i en park med århundredgamle træer omgivet af olivenlunde og vinmarker. Familien Barbon har arbejdet med vinavl her siden 1898, og Luca Barbon, der overtog roret i 2006, bruger den viden og de erfaringer som er opsamlet af familiens vinbønder gennem generationer i sit arbejde med vinen. Tenuta Barbons vinmarker ligger 50-300 meter over havet i et gammelt flodleje, hvor aflejringer fra Piave floden har skabt en kalkrig jordbund af grus og sand. Det milde klima med lune somre og frostfri vintre skaber ideelle forhold for druernes modning.
Vinen
Appellationen ”Marca Trevigiana IGT” dækker vinmarker i det naturskønne landskab med bølgende bakker og frugtbare sletter nord for Venedig. Carmenère er ikke en druesort man ser ret ofte i italienske vine. Druen stammer fra Bordeaux og hørte i 1800-tallet til en af de mest benyttede sorter i produktionen af rød Bordeaux, men dyrkningen blev opgivet på grund af problemer med meldug og dårlig frugtsætning efter blomstringen. Carmenere flyttede over Atlanten og er siden blevet skattet som signaturdrue i Chile. Mange af de chilenske vinmarker ligger ved foden af Andesbjergene, og måske er Luca Barbon blevet inspireret af sine markers beliggenhed ved foden af Dolomitterne? Generelt er de røde vine i Marca Trevigiana appellationen relativt lyse, lette og elegante, og det gælder også vinen fra Tenuta Barbon. Vinen i glasset er lys rubinrød og den delikate duft har toner af violer, blåbær og kirsebær. Smagen af rød bærfrugt danser legende let henover smagsløgene ledsaget af en livlig frugtsyre mens der kun et diskret bid af tanniner i afslutningen. I en blindsmagning kunne man godt tage fejl og tro at det var en lækker Beaujolais.
Maden
Med Tenuta Barbons Carmenère i glasset vil man til et frokostbord kunne stille et charcuterifad frem med pølse, skinke, paté og en skål oliven. Gælder det starten på en middag ville en italiensk inspireret forret som bruschetta være et perfekt valg, mens en fransk bistro ville stille op med en kold Terrine de Campagne serveret med brød og pickles. Og som en hurtig og enkel løsning vil den drikkevenlige Carmenère være alle tiders som ledsager til en grillstegt kylling.
*indeholder sulfitter