2025 Verdeca, Campi Deantera, Verdecca Salento IGT, Italien
- Drue Verdecca
- Distrikt Salento IGT, Italien
- Årgang 2025
- Vol. 12%
- Pris 450,00 kr.
Apuliens bedste, varmblodige vine dyrkes på Salento-halvøen helt mod syd, der udgør den italienske støvles hæl. Men takket være Salentos vandkølede plateau af eroderet kalksten og kølende briser fra de to have, der omgiver Salento, kan de lokale vinbønder producere livlige, mineralrige hvidvine. I modsætning til resten af Italien er Salento langt mindre bjergrigt. Landskabet består dels af flade sletter med kaktus og klynger af palmer, dels lave bakker. Vinbønderne kan derfor ikke plante vinstokke i højderne for at køle druerne ned i sommervarmen, bevare syren og udvikle komplekse aromaer. Til gengæld nyder vinmarkerne godt af de konstante, kølende havbriser, hvortil kommer ret betydelige temperaturforskelle mellem dag og nat, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre et højt niveau af frugtsyre i druemosten.
Vinen
”På de små og uregelmæssige marker, på kalkstens- og kalkholdig jord, plejer og passer vores vinavler Verdeca-druerne hvert år for at producere vine med sitrende dufte og en frisk struktur”, skriver vingården Campi Deantera som indledning til deres omtale af Verdeca- hvidvinen. Efter høsten afstilkes druerne og de kvæstede druer får lov til at ligge et par timer sammen med mosten for at øge optagelsen af duftstoffer fra skallerne. Efter at skallerne er fjernet starter gæringen, som varer nogle uger og foregår i tanke af rustfrit stål. Vinen i glasset er strågul med gyldne glimt. I den eksotiske duftpalet kan man genkende pære, abrikos, citrus og toner af eksotiske frugter som mango og ananas. I munden er vinen karakteriseret ved at være let og slank med toner af æble, grapefrugt og lidt ananas med en høj grad af mineralsk friskhed og en læskende frugtsyre.
Maden
Verdeca har en god aperitifs ønskværdige friskhed, og vinens stimulerende syre og livlige temperament passer desuden perfekt til alt godt fra havet og til fjerkræ. Ciambotto er en af de mest autentiske fiskeretter fra Salento: en fyldig fiske- og skaldyrsgryde/suppe, der typisk laves på dagens friske fangster som kan inkludere små fisk, muslinger, eller blæksprutte tilberedt med tomater, hvidløg, olivenolie og persille. Retten serveres med ristet brød.
*indeholder sulfitter