2025 Varando Do Condo, Monção & Melgaço, Vinho Verde, Portugal
- Drue Alvarinho, Trajadura
- Distrikt Monção & Melgaço, Vinho Verde, Portugal
- Årgang 2025
- Vol. 12%
- Pris 450,00 kr.
Vinho Verde i det nordvestlige Portugal er landets største vinregion. Det prægtige, grønne landskab mellem Minho- og Douro-floderne gennemskæres af naturskønne dale, der tilføjer dybde og kompleksitet til vinproduktionen. Vinho Verde er opdelt i ni underdistrikter, og længst mod nord, hvor Minho-flodens dal danner grænsen til Spanien, tårner bjergene sig majestætisk op hele vejen rundt og omslutter under-distriktet Monção & Melgaço i et grønt amfiteater af imponerende bakker. Monção & Melgaços klima med regnfulde vintre og varme, tørre somre skaber, sammen med en jordbund af granit og skifer, perfekte betingelser for produktion af fremragende vine.
Vinen
Vinho Verde regionen har appellationen DOC for de knap 90 procent af distriktets vine der er lavet på grønne druer. Af de 18 forskellige, grønne sorter der er tilladt, er Alvarinho, der stammer fra Minho-floddalen, den vigtigste: en aromatisk druesort, kendt for sin livlige syre, som giver smagen sprød friskhed, en blomstrende duftpalet og en rigdom af forskellige frugter i smagen. Her har Alvarinho fået følge af Trajadura, der bidrager med gylden farvetone, en lidt højere alkoholstyrke og et lavere niveau af frugtsyre. Efter en skånsom presning af druerne klares mosten ved lagring på ståltank ved 12 °C i 48 timer før gæringen, der foregår under temperaturkontrol i 10-12 dage. Mange Vinho Verde vine perler let på tungen, og det gælder også den strågule vin i glasset. Duften er klassisk Vinho Verde med toner af æble, pære, fersken og frisk citrus. I munden fornemmes de bittsmå bobler som en diskret prikken på tungen, der giver et ekstra pift til smagen af pære, fersken og grapefrugt krydret med et strejf af tropisk frugt. En hvidvin der forener legesyg lethed med god smagsfylde og understreger den dybere betydning af vinho verde = grønne vine der skal drikkes i deres grønne ungdom.
Maden
Varanda Do Conde serveres direkte fra køleskabet, og er en fortræffelig ledsager til retter med fisk og skaldyr. Den lave alkoholstyrke (12%) frister til at nappe et ekstra glas af den grønne vin.
*indeholder sulfitter