2024 Touriga Nacional, Vinho Regional Tejo, Portugal.
- Drue Touriga Nacional
- Distrikt Tejo, Portugal.
- Årgang 2024
- Vol. 13%
- Pris 450,00 kr.
Tejo regnes for et af Portugals bedste vindistrikter med respekt for gamle traditioner som fodtrampning af druerne i et stort, firkantet granit-bassin fyldt op med drueklaser. Høsten klares som regel af egnens kvinder, der liver det hårde arbejde op ved at synge lokale folkesange. Endelig er brugen af korkpropper en selvfølge i en region, hvor bæredygtig naturkork kan hentes i en af omegnens 12.000 ha korkegeskove. I starten af det 20. århundrede begyndte Joaquim Mascarenhas Fiuza, der er 11. generation af Fronteira-familien, at dyrke vin på familiens ejendomme. Grundlæggeren af vinhuset Fiuza blev 102 år gammel, hvilket ikke er usædvanligt for folk der laver (og drikker) vin. I 1985 stiftede Fiuza og den australske vinmager Peter Bright et vinfirma, Fiuza & Bright, der har til huse i et moderne vineri med en flot udsigt til Ribatejos flade marskland med vinmarker langs floden Tejo og den smukke by Almeirim i baggrunden. Flodens vande og marsklandet giver det lokale klima et maritimt præg, som nedkøler sommerheden og bevarer vinenes syre og friskhed.
Vinen
Fiuza er kendt for sine gode enkeltdrue-vine, og her spiller Touriga Nacional førsteviolin som Portugals signaturdrue, der giver struktur, krop og tanniner til den røde portvin. Men den tykskallede drue kan også bruges til at lave formidable rødvine, som Fiuza demonstrer med årgang 2024, der efter gæring ved 25 °C har lagret i seks måneder på fade af fransk og amerikansk eg. I glasset imponerer vinen med sin dybe, violette farvetone, som er et vidnesbyrd om det høje indhold af farvestoffer i drueskallen. Vinen dufter skønt af violer, blåbær, sorte kirsebær og et strejf af tobak, som går igen i den kraftfulde, aromatiske smag af sorte bær med en pikant tone af grafit og lakrids, en fin syre med faste tanniner i afslutningen.
Maden
Touriga Nacional har en saft og kraft i smagen, som nærmest kalder på en ret med kød på tallerkenen. Et særligt raffinement er servering af vinen sammen med en kombination af kød og frugt som fx andebryst med krydrede blommer.
*indeholder sulfitter