2024 Cuvée des Amis d’Ibry Blanc, Côtes de Thongue IGT, Frankrig

- Drue Sauvignon Blanc, Viognier
- Distrikt Côtes de Thongue, Frankrig
- Årgang 2024
- Vol. 12,5%
- Pris 450,00 kr.
En af de sjove ting ved at være glad for et glas vin er netop relationen mellem vinen og dens terroir ─ det franske begreb, der omfatter vindistriktets historie, geografi, lokale klima og traditioner for vinavl. Mødet med Cuvée des Amis D’IBRY introducerer således Côtes de Thongue, som jeg aldrig har været præsenteret for tidligere. Distriktet har fået sit navn efter floden Thongue, der løber fra bjergkæden Cevennerne ned mod Middelhavet, og vinmarkerne ligger på en række bakkedrag i den frodige dal langs bredderne af floden. Dalen nyder godt af et solrigt Middelhavsklima med milde vintre og varme, tørre somre. ”Tramontana”, en tør og kold vind fra bjergene, driver skyerne væk, mens ”Sømanden”, en lun vind fra syd, der suger fugt og varme fra havet, bringer skyer og omkring 600 mm nedbør om året, der mest falder om vinteren.
Vinen
Cuvée des Amis D’IBRY præsenterer også to grønne druesorter, hvor den mest kendte, Sauvignon Blanc fra Loiredalen, bidrager til vinen med sin aromatiske duftpalet og sin temperamentsfulde syre. Den anden druesort, Viognier, stammer fra Rhônedalen og bruges næsten kun i hvidvine fra Sydfrankrig. Viognier er kendt for sin intense blomsterduft og smag af gule stenfrugter. Det familie-ejede domæne Saint-Georges d'Ibry er siden 1860 gået i arv til nye generationer af vinavlere. De seneste 40 år har Michel Cros stået ved roret og hans gennem generationer opsamlede viden om de lokale forholds indflydelse på vinstokkenes trivsel har afgørende betydning for kvaliteten af domænets dejlige vine. Vinen i glasset har et lysende, grønt skær og en intens duft af hyldeblomst, kaprifolium og citrus med et strejf af grønne urter. Vinens komplekse aromapalet domineres af lækker, gul stenfrugt, fersken og Reine Claude blommer, med flot fylde, god længde og en fin syre. Et skønt bekendtskab fra Thongue-dalens vinmarker.
Maden
Den livlige, aromatiske Cuvée des Amis D’IBRY hvidvin har fylde og temperament til at ledsage en rygende varm gryde muslinger dampet i hvidvin og fløde. Det er en ret, der vil live op i den kolde årstid og føre tankerne hen mod sommerdage ved stranden.
*indeholder sulfitter