2023 Veuve Mathilde, Costières De Nîmes, Frankrig.
- Drue Grenache Blanc, Vermentino, Rousanne, Viognier
- Distrikt Costières De Nîmes, Frankrig.
- Årgang 2023
- Vol. 14%
- Pris 450,00 kr.
I flere af verdens bedst kendte rødvinsdistrikter som f.eks. Bordeaux, Rioja og Côtes du Rhône gemmer der sig en lille, men særdeles interessant, produktion af hvidvine. Det er oftest vine lavet på mindre kendte druesorter. Det er samtidig vine som man typisk vil lede forgæves efter på supermarkedets hylder. Her bliver vinelskerne snydt, for de hvide vine fra kendte rødvinsdistrikter er både gode og spændende og bidrager til diversitet i vinens verden.
Med Veuve Mathilde er vi langt mod syd i det enorme Côtes du Rhône distrikt, hvor de hvide vine kun udgør 5-6% af den samlede produktion. Traditionen for fremstilling af god rødvin her mod syd i Rhônedalen tilsiger en blanding af flere, ofte mange, forskellige druesorter. Det gælder også de hvide vine, hvor hele otte forskellige grønne sorter er tilladt. Veuve Mathilde er lavet på fire sorter, som man ikke lige støder på til daglig: 30% Grenache Blanc, 30% Vermentino, 20% Roussanne og 20% Viognier. Drueklaserne er høstet om natten, så frugten kan køres hjem til vineriet i nattekulden for at beskytte mostens syre. Efter otte timers ”macération pelliculaire” (udblødning af mosten med skindkontakt) presses druemassen forsigtigt, og den rene druemost gæres nu i 20 dage ved 16 °C. Den unge vin lagres i en ståltank på sit bundfald indtil aftapning på flaske.
Den strågule vin i glasset, der har fået flere guldmedaljer, har en forførende duft af akacie, gule blommer og passionsfrugt. I munden folder Mathilde sig ud med en let cremet fylde og en kompleks smagspalet med fersken, abrikos, kvæde og grapefrugt, og festen slutter med en lang eftersmag med pikant kernebitterhed og en sprælsk frugtsyre.
Maden
Veuve Mathilde er en vin i særklasse, og som har tyngde og personlighed til at ledsage smagsrige retter med skaldyr, fisk eller lyst kød. Har du mod på at eksperimentere, så prøv at servere vinen sammen med ost – f.eks. feta, gedeost eller Gouda.
*indeholder sulfitter