2023 La Leyenda del Volcán Moscatel de Alejandria y Macabeo, Campo de Calavatra, Spanien

- Drue Moscatel, Macabeo
- Distrikt Årgang
- Årgang 2023
- Vol. 13%
- Pris 450,00 kr.
“La leyenda del volcán”, er legenden om vulkanen som refererer til en spansk roman med samme titel skrevet af Bárbara Gil. Det er en historisk romance om en ung kvinde fra Bilbao, der rejser til Costa Rica med henblik på et arrangeret ægteskab med en 60 årig ejer af en kaffeplantage på skråningerne af en legendarisk vulkan. Men da hun ankommer til haciendaen er den tiltænkte ægtemand død, plantagen ligger i ruiner og en fordrukken søn har spillet arven op. Vinserien 8Legends markedsføres af Bodegas Winol på vegne af en gruppe af højslettens vinproducenter, og vulkan-legenden peger hen på vindistriktet Campo de Calavetra, der også er kendt som et 5.000 km2 stort område ved byen Ciudad Real med mere end 300 sovende vulkaner. Vi er stadig på den castilianske højslette, Castilla-La Mancha, hvor man har avlet vin siden bronzealderen uden at blive forstyrret af vulkansk aktivitet ─ det seneste vulkanudbrud er dateret til 3.600 år f.Kr. ─ men vulkanerne har efterladt en mørk, stenet jordbund med lava-materiale med nyttige egenskaber som f.eks. opsamler af solvarmen til værn mod nattekulden.
Vinen
I februar 2024 forfremmede EU distriktet til den eftertragtede ”Denominación de Origen” status. Appellationen Campo de Calatrava DO er godkendt til brug af 11 grønne druer inklusive de to sorter der er brugt her: Moscatel de Alejandría (60%) og Macabeo (40%). Muscat de Alexandria, som druen kaldes internationalt, er en af verdens ældste druesorter med et intakt DNA uændret gennem tiden. Det er en aromatisk og velsmagende druesort, der ofte bruges til velduftende, søde dessertvine. Macabeo er den mest udbredte drue i Nordspanien, hvor den bl.a. indgår i produktionen af cava. Vinen i glasset er strågul med et gyldent skær. Den indsmigrende duft har toner af fersken og tropisk frugt med et pift af urter. Smagen er aromatisk med en cremet, blød mundfylde, en diskret druesødme, god fylde og længde og en balanceret syre. En behagelig vin med bred appel.
Maden
Med sin lette druesødme vil vinen gøre god fyldest som ledsager til krydrede, asiatiske retter og til retter med fisk serveret med en lækker cremet sovs med fløde og en mild smag af citron.
*indeholder sulfitter