2023 Domaine Louise & Clement, Luberon AOC, Frankrig

  • Drue Syrah, Grenache
  • Distrikt Luberon AOC, Frankrig
  • Årgang 2023
  • Vol. 14,5%
  • Pris 450,00 kr.

To bjergkæder, Grand Luberon og Petit Luberon adskilt af dalen Combe de Lourmarin, skærer sig gennem vindistriktet Luberon, der ligger mod sydøst i Provenceregionen. Luberon er hjemsted for omkring 3.500 ha vinmarker fordelt på 36 kommuner. Luberon har et typisk middelhavsklima med varme, solrige dage. Dertil kommer markernes gunstige, sydvendte placering på det let skrånende terræn fra foden af Mont Ventoux ned mod Middelhavet. Den relativt højtliggende placering af vinmarkerne, op til 450 meter over havet, giver kølige nætter i vækstsæsonen, hvilket er godt for vinens syre. I 1988 fik distriktet Appellation d’Origine Contrôlée (AOC) status som anerkendelse for vinens kvalitet.

Vinen

Patrick Devaux har opkaldt sin vingård efter navnene på sine to børn, Louise og Clement. Vingårdens solrige marker ─ ”Les Vignes Du Soleil” ─ ligger i den nordlige del af Luberon-distriktet, hvor bjergskråningernes jordbund består af kalksten, ler og forvitret granit. Vinen er lavet på 60% Syrah og 40% Grenache. Druerne er høstet i september, og gæring af mosten finder sted ved en relativt lav temperatur mellem 20 - 24 °C for at beskytte den modne frugtfylde. Ved hjælp af flere omstikninger af den gærende most øges koncentrationen af Syrah drueskallernes koncentration af farvestoffer i vinen.  Den unge Luberon præsenterer sig i glasset med en dyb, næsten blæksort, farvetæthed med toner af violet og purpur. Duften er mættet med toner af brombær, kirsebær og et strejf af sort lakrids. Smagen af fuldmodne, sorte skovbær er fyldt med saft og krav, men smagsindtrykket er samtidig glat og indsmigrende med en god længde, der slutter med en rank tanninstruktur. En flot vin og en værdig repræsentant for Luberon.

 Maden

Patrick Devaux gør opmærksom på vinens velegnethed som grillvin, men den kan så meget mere end det. Vi er i sæsonen for den kolde årstids simreretter som gullasch og Bøf Stroganoff serveret med cremet og fløjlsblød kartoffelmos, eller hvad med braiserede svinekæber ? Vinens høje klasse gør den også oplagt til servering ved et gæstebud. 

*indeholder sulfitter