2023 Calcaire De Coral, Languedoc AOP, Frankrig.

  • Drue Grenache, Syrah, 'Carignan
  • Distrikt Languedoc AOP, Frankrig.
  • Årgang 2023
  • Vol. 13%
  • Pris 450,00 kr.

Languedoc-distriktet strækker sig langs Middelhavet fra hovedbyen Montpellier og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien. Det er et af Frankrigs største vindistrikter, som har haft stor fremgang i flere årtier takket være flere faktorer. Dels har vinbønderne lært at satse på ædle druesorter af høj kvalitet, og for år tilbage flyttede man vinmarkerne væk fra kystområdernes banale, sandede jordbund og ind i det bakkede bagland med sit fantastiske kludetæppe af varierede jordbunds- og klimaforhold. Samtidig arbejder mange af distriktets vinbønder benhårdt med økologisk vinavl, godt hjulpet af Languedocs friske blæst og tørre, solrige klima.  

Vinen

Domaine Saint Martin d’Agels vinmarker ligger i et område med en helt exceptionel jordbund, hvor ler og kalksten hviler på et tæppe af dyb mergel og en rigdom af forstenede koraller titter frem som et levn fra urtidens havbund. De stengærder, der omgiver vinmarkerne, er fyldt med koral-fossiler, som sammen med et bælte af gamle oliventræer er med til at give landskabet sin sydlandske skønhed og charme. Vinstokkenes rødder søger dybt ned i laget af mergel, hvor de kan suge vand og næring selv i tørre somre. Alt dette betyder at det lokale vindistrikt kan smykke sig med den fornemme AOP klassifikation. Vinen laves på 45% Grenache, 30% Syrah og 25% Carignan, som høstes fra vinstokke der er mellem 15 til 40 år gamle, hvilket vil sige i deres bedste alder. Gæring af mosten finder dels sted i rustfri ståltanke, dels i åbne cementkar efter en forudgående udblødning af skallerne med mosten. Drueklaserne plukkes når de er modne ─ men endelig ikke overmodne ─ for at bevare mostens friske syre.  Vinen i glasset er rubinrød med en skøn duft af kirsebær og brombær. Smagen af moden bærfrugt er både frisk og livlig med et strejf af bjergskråningernes krydderurter, en god syre og glatte, runde tanniner. En herlig vin der glider let ned og giver lyst til et glas mere.

Maden

Calcaire De Corail er smidig og bredt favnende i sin anvendelighed til lette retter med skinke eller kylling.

*indeholder sulfitter