2022 Pitch Reserva, Vinho Regional Algarve, Portugal

  • Drue Touriga nacional, Syrah, Alicante Bouchet
  • Distrikt Vinho Regional Algarve, Portugal
  • Årgang 2022
  • Vol. 14,5%
  • Pris 450,00 kr.

Gennem tiden har Algarve været koloniseret af fønikerne og grækerne indtil romerne fik overtaget. Senere kom maurerne til, og den arabiske indflydelse har sat sit præg på områdets arkitektur med karakteristiske skorstene med særprægede mønstre, former og kakler. I vore dage er invasion af væbnede erobrere afløst af store flokke af turister, der lokkes til Algarvekysten af 3.000 solskinstimer om året, mere end hundrede forskellige strande, charmerende små bugter og en perlerække af charmerende byer med historiske pladser og brostensbelagte gader og stræder. En græsgrøn golfbane med det azurblå hav i baggrunden pryder Pitch Reserva-flaskens etiket. Et pitch er en type golfslag, hvor bolden slås ind mod green, så bolden flyver op i en pæn bue og lander på green tæt ved hullet. Hvad enten man er badegæst eller golfspiller er der også det lækre, portugisiske køkken, og mange vil have nydt de lokale vine ved besøg på egnens restauranter.

Vinen

I Algarves bagland ligger der højdedrag med figner, mandler, citroner og appelsiner og spredte vinmarker. Jordbunden domineres af kalksten og ler, som er god til at holde på vinterens nedbør på knap 1000 millimeter. Områdets kooperativer er i dag slået sammen til et kooperativ, Únita, som dominerer produktionen af DOC-klassificeret vin, mens de uafhængige vinbønder foretrækker at bruge ”Vinho Regional” klassifikationen. Der er i dag 45 registrerede vinavlere i Algarve. Til Pitch Reserva har vinmageren valgt nationaldruen Tourigo Nacional kombineret med to franske druesorter, Syrah og Alicante Bouschet. Efter udblødning af skallerne med mosten i 48 timer gæres druerne færdig på to uger og modnes til slut på fade af fransk eg. Vinen i glasset er dyb rubinrød med en skøn duft af violer og solbær. Den saftige, solmodne bærfrugt giver vinen en flot smagsfylde. Vinen har et diskret fadpræg og en god længde, der slutter med ranke tanniner. En livlig, frisk rødvin med violer i både duft og smag.

Maden

Holder man af lammekød, er her en skøn ledsager i glasset, men Pitch Reserva kan meget mere end det, så lad dig inspirere af tanken om hvad du ville have lyst til at bestille på restauranten en lun aften ved Algarvekysten.

*indeholder sulfitter