2022 La Leggenda, Barbera D’Asti DOCG, Piemonte, Italien.

  • Drue Barbera D’Asti
  • Distrikt Piemonte, Italien.
  • Årgang 2022
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Det første skridt i etableringen af kooperativet Cantina Cooperativa Vinchio Vaglio blev taget i 1959, hvor 19 vinbønder med marker omkring landsbyerne Vinchio og Vaglio Serra gik sammen om af lave en vinkælder i Vinchio 20 km sydøst for byen Asti i Piemonte. I dag har konsortiet omkring 200 medlemmer, der til sammen ejer 500 ha vinmarker i Asti-provinsen. Den vintype, som kooperativet sætter allerhøjest, er Barbera, som lokalt er kendt som “rubino di Vinchio” − Vinchios rubin. Det er hårdt arbejde at passe vinstokkene på de stejle bakkeskråninger i sommervarmen mens solen steger lige ned i hovedet fra en skyfri himmel. Vinbønderne plejer at sige, at hver dråbe af “rubino di Vinchio” har krævet mindst tusind dråber sved i vinmarken. Men de siger samtidig, at det sveddryppende slid er det hele værd, når de fryder sig over høsten af moden Barbera-frugt af exceptionel kvalitet.

Vinen

Barbera-klaserne høstes den tredje uge i september tidligt om morgenen og køres herefter til kooperativets vineri, hvor klasens stilke fjernes og druerne kvases, så drueskaller og most kan pumpes over i en ståltank. Her foregår selve gæringen ved en temperatur på 23 °C i omkring seks dage. Den unge vin lagres i tanke af cement eller stål i fire måneder før den tappes på flaske. Alle sejl er sat til for at opnå den bedst mulige kvalitet af den unge Barbera-vin; bl.a. er flasken forsynet med en ekstra lang korkprop for at beskytte vinen mod luftens ilt. Vinen i glasset er dyb violet med en skøn duft af sorte kirsebær og brombær. Den friske smag af saftige, sorte skovbær har Barbera-druens unikke kombination en læskende frugtsyre uden spor af snerpende tanniner. La Leggenda er et godt eksempel på en vellykket version af den autentiske vin på Barbera fra Piemonte, hvor den kødfulde, unge frugt ikke skjules af et kraftigt lag makeup i form af heftig lagring på nye egefade.

Maden

I Piemonte er den robuste, unge Barbera en populær “folkets vin”, som drikkes i store slurke til ”antipasti” som bruschetta, prosciutto crudo eller tomatsalat med mozzarella og ”primi” som pastaretter med tomatsovs eller risotto med svampe og parmesan.

*indeholder sulfitter