2022 Fonte Da Perdiz, Douro DOC, Portugal

  • Drue Rabigato, Viosinho, Moscatel
  • Distrikt Douro DOC, Portugal
  • Årgang 2022
  • Vol. 12,5%
  • Pris 450,00 kr.

Bag navnet Abegoaria på flaskens hals gemmer sig en spændende historie om en familie og et ekspanderende vinfirma. Først lidt om familien, der har sine rødder ved Guadianaflodens venstre bred i Alentejo. I 2007 blev Manuel Bio præsident for Adega Granja Amareleja i Alentejo. Manuel fik styr på drift og økonomi, og med vineriet som basis stiftede han ”Grupo Abegoaria”, der i dag har vingårde i ni portugisiske vindistrikter. Kooperativet arbejder efter ”én for alle, alle for én” princippet og lægger vægt på at bevare de lokale vinerier som funktionsdygtige enheder og gode, stabile arbejdspladser for lokalbefolkningen.

Vinen

Fonte Da Perdiz er produceret på vineriet Adega de Alijó i Dourodalen. Vinmarkerne på de stejle bjergsider er bygget op som terrasser, der er anlagt med håndkraft ved brug af skifer brudt i bjergene gennem tiden. Markerne ligger mellem 200 - 600 meter over havet i den dramatisk smukke dal, hvor de højest placerede og køligste marker er reserveret til vinstokke med grønne druer: Rabigato, Viosinho, Moscatel Galego Branco. Bortset fra Moscatel (her i den portugisiske version Moscatel Galego Branco), der er medlem af Muscat-familien af aromatiske druer som dyrkes i mange lande og anvendes til et bredt spektrum af forskellige vintyper, drejer det sig her om ”indfødte” portugisiske druesorter. Et drue-leksikon oplyser at Rabigato dyrkes i Douro og kendes for sit høje syreniveau og sin duft af citrus. Viosinho kommer også fra Douro og er værdsat for sin aromatiske duftprofil og gode balance mellem druesukker og frugtsyre. Frugten til Fonte Da Perdiz er høstet med håndkraft i september, gæret og efterfølgende lagret i seks måneder i rustfri ståltank med en let ”batonage” (omrøring af bundfaldet af drue- og gærrester). Vinen i glasset er strågul med grønt skær. En lokkende duft af gule blommer og honningmelon fører frem til en saftig, frisk smag af gul stenfrugt og lime med en flot, aromatisk smagsfylde og en oplivende syre. En herlig hvidvin der kombinerer sin udtryksfulde friskhed med blomstrende og frugtige toner, som har fået karakter og personlighed af de unikke, portugisiske druer.

Maden

Fonte Da Perdiz har kvaliteter, der passer godt med grillet fisk, som der spises meget af i Portugal. Den er også god til muslinger og krabber og sjovt nok også perfekt til gravet laks.

*indeholder sulfitter