2022 Dauvergne Ranvier Vin Gourmand, Costières de Nîmes, Frankrig

  • Drue Grenache, Syrah
  • Distrikt Costières de Nîmes; Frankrig
  • Årgang 2022
  • Vol. 14,5%
  • Pris 450,00 kr.

Makkerparret Dauverne og Ranvier har solid erfaring med vinens vej fra mark til bord og et nøje kendskab til Rhônedalen vindistrikter, og med så gode kort på hånden er det lykkedes de to Rhône-eksperter at bibeholde den stilmæssige typicitet af firmaets forskellige Rhônevine og samtidig formår de at sætte deres personlige præg på den enkelte vin. ”Createurs de vins”, kalder de sig. De skaber unikke vine, og lad det være sagt med det samme: DR Costières de Nîmes er en vidunderlig vin, skabt af et vinhus med ypperlig teknik og dyb indsigt i det enkelte vindistrikts fortrin. Costières de Nîmes er et stort vindistrikt, der indtil 1989 var kendt som Costières de Gard fordi området er hjemsted for den imponerende akvædukt Pont du Gard. Det er den røde vin man fortrinsvis møder her, og distriktets nye stil satser på at præsentere den modne frugt med al sin ungdommelige charme. Vinmarkerne ligger sydvest for Châteauneuf du Pape med samme meget stenede jordbund af sand, ler og kalksten, og vinstokkene ventileres af den ubønhørlige mistral.

Vinen

DR Costières de Nîmes er lavet på den populære blanding af Grenache og Syrah, hvor Grenache giver vinen fylde og frugtsødme, der balancerer fint med vinens fyrige alkoholstyrke, mens Syrah giver vinen krop og struktur. Efter høsten gæres druemosten sammen med skallerne ved lav temperatur i tanke af stål og cement, og man har bevidst undladt at lade den unge vin modne i egefade for ikke at forstyrre vores oplevelse af den fristende, unge frugt. Vinen i glasset har en dyb, violet farve og en forførende duft af solbær og sorte kirsebær. I munden har vinen en cremet struktur og en krydret smag af hindbær og blåbær, der slutter med fløjlsbløde tanniner. Sin ungdommelige charme til trods forsikrer Dauvergne Ranvier at den er lavet ”de rigueur”, hvilket vil sige efter alle kunstens regler, og sagtens vil kunne holde sig frisk i 4-5 år. Man kan altså roligt købe et lille lager af denne sydfranske lækkerbisken; kunsten vil bestå i at holde fingrene fra den. 

Maden

Med sit blide temperament og sin runde, behagelige smag kan DR Costières de Nîmes gøre godt fyldest i glasset sammen med retter fra det danske sommerkøkken som frikadeller med spidskål, eller spareribs og andet godt fra grillen.

*indeholder sulfitter