2022 Château Mire L’Etang, La Clape DOP, Frankrig

  • Drue Syrah, Grenache, Cinsault
  • Distrikt La Clape, Frankrig.
  • Årgang 2022
  • Vol. 14,5%
  • Pris 450,00 kr.

Vindistriktet La Clape har navn efter klippemassivet La Clape, der rager frem i havet som et imponerende forbjerg i landskabet omkring Narbonne. Allerede fønikierne, og senere romerne, kendte til denne perle af et landskab, hvor de slog sig ned og plantede vinmarker. Landskabet er både vildt og skønt, dækket af lavt krat med spredte paraplyformede pinjetræer, hvor vinmarker veksler med små søer og nøgne klipper − og hele tiden med Middelhavet som nærmeste nabo. Château Mire L’Etangs vinmarker vender mod østens opstigende sol, og vinstokkenes blade blafrer livligt i vinden – eller rettere de mange vinde, for egnens vinbønder har navngivet hele tretten forskellige vinde fra alle verdenshjørner. Ægteparret Chamayac købte Mire L’Etang i 1972 og har siden plejet slottet og de omkringliggende marker med stor kærlighed og entusiasme. Næste generation af familien Chamayac er involveret i den daglige drift, og indsatsen er blevet belønnet med udmærkelser og medaljer ved både nationale og internationale vinmesser. Vinmarkerne ligger spredt ud på bjergmassivets skråninger af kalksten og skifer med en overflade dækket af grus og små sten. Der falder ikke meget regn her, men solen skinner trofast fra morgen til aften.

Vinen

Det er de lokale, sydfranske druesorter familien Chamayac har brugt til deres rødvin: Syrah, Grenache og Cinsault. Efter udblødning af druerne sammen med mosten foregår vinifikationen. De mange timers solskin har givet mosten et niveau af druesukker, som gærcellerne veksler om til alkohol. Vinen i glasset har en mørk, blå tone og en distinkt duft af solbær krydret med garrigue − det omgivende kratlandskabs mange vilde krydderurter. En saftig frugtsødme og moden frugtfylde balancerer perfekt med vinens alkoholstyrke og den lækre smagspalet toner ud i en imponerende lang eftersmag med glatte, runde tanniner.

Maden

Det er slet ikke for tidligt at tænke på de vine, der skal ledsage julebordets hovedret, hvad enten det er and, gås, flæskesteg eller medisterpølse der er på tallerkenen. Château Mire L’Etang er også et godt bud på en elegant vin til julemiddagen.

*indeholder sulfitter