2022 Château de Paraza Cuvée Spéciale, Minervois AOP, Frankrig
- Drue Syrah, Grenache, Mouvedre
- Distrikt Minervois AOP, Frankrig
- Årgang 2022
- Vol. 14,5%
- Pris 450,00 kr.
Cuvée Spéciale er en ”Grand Vin du Languedoc”. Paraza er en typisk sydfransk kanalby, hvis økonomi er baseret på vinavl og handel. Byen er placeret på en bakketop med udsigt over den smukke Aude dal. Château de Paraza ligger med sine smukt restaurerede gamle slotslænger ned til Canal du Midi. Slottet byder på daglige vinsmagninger, spadsereture i vinmarkerne, en tapas-bar og mulighed for overnatning i pompøse slotsværelser. Château de Parazas 75 ha sydvendte vinmarker ligger i Minervois – et af Languedocs 20 distrikter med AOP klassifikation. Markerne i Minervois er bygget op som sæderne i et gigantisk, sydvendt amfiteater, hvis terroir med kalksten og gruset lerjord og solrige klima med kølige nætter egner sig perfekt til vindyrkning. I det dramatisk smukke landskab er der vinmarker overalt, som klynger sig til foden af kratbevoksede bjergskråninger sammen med middelalderslotte, gamle klostre, ruiner fra det romerske imperium og pittoreske småbyer.
Vinen
Cuvée Speciale er lavet på 40% Syrah, 40% Grenache og 20% Mourvedre, som gæres hver druesort for sig. Gæringen varer to uger og flere gange daglig pumpes den gærende most op over laget af drueskaller øverst i tanken for at trække farve og aromastoffer fra skallerne over i vinen. Vinen i glasset er rubinrød med toner af purpur. Duften er rig på kirsebær og vilde krydderurter, som går igen i smagen sammen sorte skovbær og sort lakrids og en fyrig alkoholstyrke. Den perfekt balancerede smagsoplevelse slutter med en lang eftersmag og en fløjlsblød tanninfinale.
Maden
Cuvée Speciales kombination af frugtig, krydret smagsfylde og let drikkelig charme gør den bredt anvendelig som madvin. Serveret kølig i store glas er vinen perfekt til et frokostbord med salater, patéer, pølse og ost. Hvis planerne går i retning af en grill-aften på terrassen har Cuvée Speciale masser af saft og kraft til at ledsage en god grillbøf.
*indeholder sulfitter