2022 Celistia Negro, D.O. Costers Del Segre, Catalunya, Spanien
- Drue Tempranillo, Syrah
- Distrikt D.O. Costers Del Segre, Catalunya, Spanien.
- Årgang 2022
- Vol. 14%
- Pris 450,00 kr.
Spanien er et gigantisk vinland med omkring 942.850 ha vinmarker fordelt på hele 138 forskellige vindistrikter. Costers del Segre hører til et af de mindre kendte distrikter. Costers Del Segre ligger i Cataloniens Lleida-provins nordvest for Barcelona. Floden Segre, der kommer ned fra sine kilder i Pyrenæerne tæt ved Andorra, møder floden Ebro syd for distriktets hovedby, Lleida, og det er flodens vand der giver liv til vinstokkenes trivsel i det tørre, varme klima. Interessen for at dyrke vin i området har været stigende takket være den notorisk gode kvalitet af distriktets vine, som de lokale vinbønder har formået at lave i nyere tid. Costers Del Segre har et udpræget fastlandsklima med varme somre og iskolde vintre med nattefrost. Året rundt er der stor forskel på temperaturen fra dag til nat, og det hjælper med til at øge druernes indhold af frisk frugtsyre. Selv om vinmarkerne ligger som grønne felter i et afsvedet landskab, er deres jordbund ret ens: en mager, næringsfattig jord bestående af sand og granitskærver med et højt kalkindhold, som bidrager til at gøre distriktets vine bløde og frugtige. De fleste vingårdene er udrustet med moderne teknisk udstyr, hvilket gør vinbønderne i stand til at få det optimale ud af hvert enkelt års høst af druer.
Vinen
Celistia er lavet på en blanding af den spanske signaturdrue Tempranillo og den franske druesort fra Rhônedalen, Syrah. Efter høsten i starten af oktober gæres druerne i store tanke ved en kontrolleret temperatur på 24 °C i 10 dage. Den unge vin lagres på brugte fade af fransk og amerikansk eg i fem måneder for at give vinen et behersket fadpræg. Vinen i glasset er rubinrød med glimt af purpur. Den intense duftpalet har toner af røde og sorte skovbær, lidt sød tobak og en let fadkrydring. Celistia har en flot smagsfylde med sødmefuld, moden bærfrugt, et harmonisk fadpræg og en tilpas fast struktur, der går over i en lang eftersmag. En meget vellykket rødvin, der giver lyst til et glas mere.
Maden
Celistia er en bredt anvendelig rødvin som du kan drikke til næsten hvad som helst lige fra et fad med tapas eller krydrede, spanske kødboller i tomatsovs til danske simreretter.
*indeholder sulfitter