2022 Babu Reserva, Fiuza, Vinho Regional Tejo, Portugal.

  • Drue Touriga Nacional, Alicante Bouchet
  • Distrikt Tejo, Portugal.
  • Årgang 2022
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Fiuza-familien har en historisk tilknytning til Asien, hvor ordet ”Babu” bruges som betegnelse for et respekteret, ældre medlem af familien. Babu-vinserien laves på en blanding af portugisiske og internationale druesorter og er tænkt som en hyldest til firmaets grundlægger. Fiuza har 120 ha vinmarker fordelt på to ejendomme, Quinta da Requeixada og Quinta da Granja, med parceller både nord og syd for floden Tejo, der har givet navn til et af Portugals bedste vindistrikter. Vinmarkerne ligger på et plateau i omkring 300 meters højde med en jordbund af ler og kalkmergel. Naboskabet til floden Tejo, hvis vande og marskland giver det lokale klima et maritimt præg, er med til at nedkøle sommerheden og bevare mostens syre og friskhed. I øvrigt er brug af korkpropper en selvfølge i Tejo, hvor naturkork skrælles af stammerne i regionens 12.000 ha korkegeskove.

Vinen

Druesammensætningen i Babu Reserva er ”Fiuza Classic”: en portugisisk drue, Tourigo Nacional plus en fransk drue: Alicante Bouschet. Tourigo Nacional er Portugals fineste og bedst kendte druesort, der bl.a. udgør rygraden i produktionen af portvin. Portugals signaturdrue bruges desuden i stigende grad til at lave formidable rødvine med struktur, krop og tanniner. Alicante Bouschet er en teinturier drue, hvilket vil sige en af de få druesorter med rødt druekød og rød most. I Frankrig blev den højtydende sort brugt til at give farve og blød fylde til bordvine, men i Tejo har man opnået gode resultater ved optimal vinifikation af Alicante Bouschet-frugt af høj kvalitet. Først udtrækkes farve og smagsstoffer ved flere døgns udblødning af drueskallerne sammen med mosten i cementtank, og efter veloverstået gæring lagres vinen 3 måneder på egefade.  Vinen i glasset er funklende rubinrød med en violet tone. Den komplekse duftpalet har toner af violer, solbær og et strejf af mokka. Smagen af rød bærfrugt, og mørk chokolade er krydret med diskrete fadtoner og et strejf af tobak, hvor Tourigo Nacional bidrager med struktur og modne tanniner i afslutningen. En vellykket hyldest til Babu.

Maden

Med Babu Reserva i glasset er der frit valg på menuen. Babu vil også være god at have ved hånden i grillsæsonen.

*indeholder sulfitter