2021 Tre Stelle, Aglianico del Vulture DOC, Italien

  • Drue Aglianico
  • Distrikt Vulture DOC, Italien
  • Årgang 2021
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Syditalien har to vindistrikter, der i kvalitet − omend ikke i international berømmelse − kan konkurrere med Toscana og Piemonte: Etna på Sicilien og Vulture i Basilicata midt i vristen på den italienske støvles fod. De to distrikter har vulkansk terroir til fælles, hvor vinmarkerne i Basilicata er lokaliseret omkring den udslukte vulkan Monte Vulture. Bjergskråningerne er skabt af tufsten, en porøs bjergart, der dannes når vulkansk aske og støv med tiden hærder. Når tufstenen forvitrer bliver den til en jordbund, som er meget rig på mineraler. De fleste vinmarker ligger i 450-600 meters højde, hvor varme vinde fra Afrika og en kold vind fra Appenninerne skaber et unikt mikroklima, hvor temperaturen mellem dag og nat i druernes vækstsæson kan variere med omkring 15 °C.

Vinen

Aglianico er en gammel druesort fra Syditalien, hvis syreniveau i druemosten og et højt indhold af tanniner i drueskallen har givet den kælenavnet ”Sydens Barolo”. Aglianico-druerne modner sent og er en af de sorter, der høstes senest i Italien. Druerne til ”Tre Stelle” stammer fra gamle vinstokke plantet i marker med en højde op til 800 meter over havet. Efter en skånsom høst af klaserne med hånden udvælges den bedste frugt, som afstilkes og udblødes med mosten i fem dage ved 4-5 °C. Efter afsluttet gæring modnes 60% af den unge vin på ståltank, mens 40% lagres på brugte egefade i 10 måneder før vinen til slut blandes og tappes på flaske. Vinen i glasset er mørk rubinrød med en intens duft af røde bær, tobak og kakao. Der er fuld kraft på smagen af kirsebær og mørk chokolade med en imponerende eftersmag af tørret frugt, en balancerende syre og ranke, runde tanniner. Tre Stelle er en herlig, drikkeklar Aglianico, der forener druens kraftfulde smagspalet med en kompetent vinifikation, som har slebet kanterne af drueskallens tanniner så alt går op i en højere enhed.

Maden

Tre Stelle er en madvin med mange kort på hånden som fortjener et modspil på tallerkenen. Det kunne være en vildtragout, en filet mignon eller jægerens kyllingegryde – pollo alla cacciatora, som retten hedder på italiensk.

*indeholder sulfitter