2021 Elena De Moya Bobal, Utiel Requena DOP, Spanien

  • Drue Bobal
  • Distrikt Utiel Requena DOP, Spanien
  • Årgang 2021
  • Vol. 14%
  • Pris 450,00 kr.

Grundlaget for livet på vingården Casas De Moya er familiens værdier samt god mad og glæden ved livet tæt på naturen i det bjergrige landskab bag byen Valencia. Et vigtigt princip for familiens vinproduktion er kombinationen af det bedste fra to verdener: brugen af traditionelle, lokale druesorter (hvoraf flere var ved at gå i glemmebogen) på den ene side, og på den anden side det bedste, mest moderne udstyr i vinkælderen til arbejdet med at forvandle druerne til vin.

Vinen

Elena De Moya er lavet på druer høstet fra marker i Utiel-Requena regionen. En placering i 850 meters højde på nordvendte bjergskråninger giver vinstokkene frisk luft i den hede, spanske sommer, og den kalkholdige, sandede jordbund giver gode forhold for de fra 27 op til 45 år gamle vinstokke. Et lavt udbytte per vinstok sikrer en god kvalitet med masser af duft- og smagsstoffer i vinen. Drueklaserne høstes med hånden. Efter nedkøling af frugten udblødes druerne med mosten og gæres i tanke af rustfrit stål − en proces, der samlet tager mellem 26 og 34 dage. Den unge vin modnes til slut i 225 liter egefade i seks måneder.  Elena De Moya er lavet på 100% Bobal. Denne mindre kendte druesort har været dyrket i området i flere hundrede år som en pålidelig ”arbejdshest”, der år efter år kunne levere farve, saft og kraft til de lokale rødvine. I vore dage har kyndig vinifikation med moderne udstyr vist, at Bobal giver vel strukturerede, fløjlsbløde og friske vine med et udmærket lagringspotentiale. I en tid med global opvarmning er Bobal blevet stadig mere populær, dels for sin ekstreme resistens mod tørke og dels for sin evne til at give en syrerig most selv i de varmeste somre. Resultatet er at Bobal i dag er den næstmest plantede, blå druesort i Spanien. Vinen i glasset er dyb violet og har en indbydende duft af kirsebær og brombær med diskrete fadtoner. Smagen af sorte skovbær er frisk i munden takket være sine mineralske toner, en oplivende syre og ranke tanniner. Elena De Moya holder på glimrende vis balancen mellem sødmefuld bærfrugt og karakterfuld struktur.

Maden

En af efterårets traditionelle gryderetter vil gå fint som ledsager til Elena Bobal. Hvis du vil lade dig inspirere af køkkenet i vinens hjemstavn kunne det være en Beef Valencia tilberedt med oksekød skåret i strimler, olivenolie, appelsiner, sorte oliven, pimientos de padrón, (små grønne peberfrugter) og grønne kapers.

*indeholder sulfitter