2020 Pertinence Syrah, Vignoble Réthoré Davy, Val de Loire, Frankrig.
- Drue Syrah
- Distrikt Vignoble Réthoré Davy, Val de Loire, Frankrig.
- Årgang 2020
- Vol. 13%
-
Før
393,00 kr.Nu kun 360,00 kr.
Loire er Frankrigs mest alsidige vinområde med 87 AOP appellationer og et hav af forskellige vine fra lette hvidvine og elegante rødvine til søde dessertvine, og floden løber gennem en perlerække af berømte vindistrikter på sin 300 km lange vej til Atlanterhavet. Vignoble Réthoré Davys vinmarker i kommunen St Rémy-en-Mauges ligger langt mod vest, kun 100 km fra flodens udmunding i Atlanterhavet ved Saint-Nazaire. Produktion af IGP Val de Loire vine er tilladt i 14 departementer i Loiredalen og er som sådan en ret bred klassifikation, men der er stadig regler, der skal følges. Det handler f.eks. om hvilke druesorter, der er tilladt i produktionen, og Syrah, der er kendt for at lave fremragende rødvine i Rhônedalen langt mod syd, er ikke en af de godkendte sorter. Derfor har Pertinence Syrah ikke lov til at skrive IGP Val de Loire på etiketten men må bruge den lavere klassifikation Vin De France.
Vinen
Syrah er en sent modnende druesort, hvor mængden af sol og varme i druens vækstsæson har stor betydning for vinen i flasken. Netop sol og varme har det tidligere kunnet knibe med i Loiredalen, hvor de blå druer havde det svært i vanskelige år med regn og kulde. Den solhungrende Syrah havde derfor ikke en naturlig plads i Loiredalens druesortiment, hvor hovedparten er grønne druer plus vellykkede eksempler på vine lavet på cool climate blå druesorter som Pinot Noir. Men Christophe Réthoré mærker følgerne af den globale opvarmning og har valgt at give Syrah en chance i Loire. Efter høsten gennemgår druerne en traditionel vinifikation afsluttende med fem måneders lagring i store, underjordiske cementtanke. Vinen i glasset viser med sin mørke, violette farvetone, at druerne har fået masser af sol her 400 km nord for Rhônedalen. Den indsmigrende bouquet har toner af violer og sorte bær, og smagen af blåbær og blå blommer har en flot struktur med fin syre og runde tanniner. En herlig udgave af Syrah uden distraherende fadtoner.
Maden
Pertinence Syrah udmærker sig ved på samme tid at være kraftfuld, elegant og let drikkelig, så den fortjener en elegant ret med en kalveschnitzel kombineret med blide, rosa peberkorn ledsaget af en lækker flødesauce krydret med Dijonsennep.
*indeholder sulfitter