2021 La Chapelle, Domaine St-Martin d’Agel, Faugeres AOC, Frankrig

  • Drue Grenache, Mouvedre, Syrah, Carignan
  • Distrikt Domaine St-Martin d’Agel, Faugeres AOC, Frankrig
  • Årgang 2021
  • Vol. 13,5%

”A la croisee des chemins”(ved korsvejen) har familien Lugagne Delpon haft sin vingård Domaine St-Martin D’Agel siden 1822. Og det er ikke et hvilket som helst gadekryds men en korsvej med historisk vingesus, hvor Via Domitia, romervejen der forbandt Italien med Hispania (Spanien) mødte pilgrimsvejen fra nord mod Santiago de Compostela i Galicien. I dag er Saint Martin d'Agel en skyggefuld rasteplads, der tager mod vore dages pilgrimme ─ rejsende der søger til Languedoc for at nyde solen og vinen. Domænets vinmarker ligger 30 km fra Middelhavet, ved landsbyen Magalas, med nationalparken Haut Languedoc mod nord og med udsigt til d. vestlige af bjergkæden Cevennerne. Det er et vinområde med en kompleks og voldsom geologi, der har efterladt vinmarkernes sydvendte terrasser med en række forskellige jordbundstyper. Et forvitret klippelandskab af lerskifer med fragmenter af kvarts og glimmer og aflejringer af fossiler og koraller. Vinmarkerne ligger som skakfelter i et busklandskab, og de 25 - 40 år gamle vinstokke står tæt. Kombinationen af meget forskellige jordbundsforhold og et lavt udbytte betyder at Saint Martin d’Agel har en række forskellige basisvine fra deres marker til rådighed, når de skal lave blandingen af den færdige vin.  Der høstes i samme øjeblik druerne er modne for at bevare druernes friske syre. Mostens indhold af farve- og garvestoffer hentes ud af drueskallerne ved en langvarig, skånsom udblødning og gæring, hvor mosten flere gange dagligt pumpes op over drueskallerne.

Vinen

Den unge vin lagres på ståltank i nogle måneder indtil aftapning på flaske. Vinen er lavet af 40% Grenache, 30% Mourvedre, 20% Syrah og 10% Carignan ─ en klassisk komposition af druesorter i vindistriktet Faugeres. Vinen i glasset er mørk violet med en tæt, næsten sort, dybde. Den indbydende duft af brombær og sorte kirsebær har sødmefulde toner af vanilje og rosiner. Smagen af moden, sort bærfrugt har toner af mørk chokolade og krydderier, som lives op af en frisk frugtsyre og slutter af med ranke tanniner. En frugtdreven vin i balance mellem blid drikkevenlighed og karakterfuld personlighed. 

Maden

And a la Orange eller Boeuf grillé foreslår domænet …og gem endelig en kasse af La Chapelle til grillsæsonen.

*indeholder sulfitter