2023 Lumà Grillo, Cantina Cellaro, Terre Siciliane, Italien

- Drue Grillo
- Distrikt Cantina Cellaro, Terre Siciliane, Italien
- Årgang 2023
- Vol. 12,5%
Selv om Sicilien er et yndet turistmål, er det meste af øen ukendt for de fleste. Hvem har fx besøgt Lago Arancio i Agrigento-provinsen? Søen ligger omkranset af skovklædte bjerge få kilometer fra Sambuca di Sicilia ─ en bjergby med knap 6.000 indbyggere i det sydvestlige hjørne af øen, der i 2016 blev udnævnt til den smukkeste by i Italien. Den hårdtarbejdende, hårdføre befolkning har dyrket vin på højdedragene i århundreder, og det er i udkanten af Sambuca di Sicilia vi finder Cantina Cellaro, hvis flotte portefølje af vine har vundet medaljer og international anerkendelse. Det kan forekomme overraskende, at der kan laves god hvidvin på Sicilien, hvor der er virkelig varmt om sommeren. En del af forklaringen skal findes i højtliggende vinmarker, der sikrer kølige vinde til ventilation af vinstokkene.
Vinen
Druerne til Lumà kommer fra marker i 300 - 600 meters højde over havet, og Cellaros vinmarker ligger kun 15 km fra Middelhavets svalende briser. En anden faktor er moderne temperaturstyrede gæringskar, der holder temperaturen under de grønne druers gæring nede. Den lave temperatur er helt afgørende for at vinen kan bevare sin syre og friskhed. Endelig er Grillo kendt for sin evne til at tåle både tørke og høje temperaturer, hvilket har gjort den til en af Siciliens mest populære hvidvinsdruer. Vinen i glasset har en lys, strågul farve og en indbydende duft af fersken, melon og lime. Lumà Grillo har en let cremet mundfylde med smag af gule blommer, kvæde og citrus med god bredde og længde og en fin syre i afslutningen.
Maden
Lumà Grillo er en selvskreven ledsager til alt godt fra havet. På øens talrige fiskerestauranter i kystbyerne vil der ofte være blæksprutter på tallerkenen, men en anden mulighed, som vil være lettere at stille an med her i landet, er Spaghetti alle Vongole ─ den enkle, lækre italienske pastaret med muslinger. Vinen har en behagelig lav alkoholstyrke og fremstår bedst ved kølig servering i store glas.
*indeholder sulfitter