2018 C13, Dauvergne Ranvier, Côtes du Rhône, Frankrig

  • Drue Grenache, Syrah, Mouvedre, +10 mere
  • Distrikt Côtes du Rhône, Frankrig
  • Årgang 2018
  • Vol. 14%

Firmaet bag C13, Dauvergne Ranvier, blev i 2004 stiftet af en vinmager (Jean-François Ranvier) og en vinhandler med speciale i Rhônevine (François Dauvergne). Côtes du Rhône er et af de ældste vindistrikter på kloden, i og med græske nybyggere plantede de første vinstokke i Rhônedalen omkring år 600 f.v.t. I løbet af Middelalderen blev kunsten at avle vin i landskabet langs floden løftet til nye højder af munkene fra områdets klostre, og kvaliteten af vinene fangede snart Vatikanets interesse. Da pave Clement V flyttede pavestolen til Avignon i 1308 fik den lokale vin sit gennembrud og den verdenskendte Châteauneuf-du-Pape vin stammer fra den tid. Det skal efter sigende være vinbøndernes betaling af tiende, deres afgift til kirken, der ligger bag det berømte vindistrikts tradition med at lave vin på op til 13 forskellige druesorter. Man skal forestille sig et stort kar i det lokale klosters vinkælder, hvor bønderne kom med druer læsset på vognen for at betale tiende med naturalier. Når så karret var fyldt med mange forskellige slags drueklaser, kunne gæringen gå i gang. Det er ikke kun antallet af druesorter i Châteauneuf-du-Pape, der er usædvanligt, men det forhold at de alle er tilladt på lige fod.

Vinen

I dag er det kun omkring 20 ejendomme i Chateauneuf-distriktet, der kan fremvise marker med 13 eller flere druesorter, men for Dauvergne Ranvier, der har en række vinmarker med forskellige druesorter rundt omkring i Rhônedistriktet, er det ikke noget problem. C13 kan derfor bryste sig af at være lavet på følgende druesorter: Grenache, Syrah og Mourvedre som grundstamme sammen med Camarése, Carignan Noir, Cinsault Noir, Clairette Rosé, Counoise Noire, Grenache Gris, Marselan Noir, Muscardin Noir, Picpoul Noir og Terret Noir. En hurtig optælling viser 12 blå og en enkelt grøn druesort.  Vinen i glasset er funklende rubinrød med en krydret duft af kirsebær og brombær med toner af timian og lakrids. Den saftige smag får en frisk og livlig karakter af den syrlige bærfrugt sammen med en god fylde og en lang afslutning med rank tanninstruktur. En baby-Chateauneuf der er drikkeklar, men også har saft og kraft til at kunne gemmes et par år.

Maden

Hvis man gemmer et par flasker C13 til påske, har man vinen til påskehøjtidens lammesteg. C13 er også en vin der vil gøre sig godt sammen med vildt, der typisk serveres sammen med en masse tilbehør.

*indeholder sulfitter