2021 Fiuza 3 Castas, Vinho Regional Tejo, Portugal.

  • Drue Arinto, Fernão Pires, Chardonnay
  • Distrikt Vinho Regional Tejo, Portugal.
  • Årgang 2021
  • Vol. 12%

Det familie-ejede vinhus Fiuza har lavet vin i mere end et århundrede med god brug af Portugals mange forskellige ”indfødte” druer. Med nyt blod og ny inspiration i ledelsen har Fiuza udviklet en portefølje af moderne vine baseret på en kombination af traditionelle, portugisiske druesorter kombineret med kendte, internationale sorter. Det foregår alt sammen i vindistriktet Tejo nordøst for Lissabon. Til overraskelse for mange laves der faktisk meget (og meget god) hvidvin i Portugal. Der er da også plantet vinstokke med grønne druesorter på den halvdel af Fiuzas 120 ha vinmarker, der ligger tættere på floden. En fordel ved placeringen tæt på flodens vande og marskland er et maritimt præget klima, som køler drueklaserne i sommerheden og hjælper med til at bevare vinenes frugtsyre og friskhed.

Vinen

3 CASTAS (”castas” betyder druetype) er lavet på to portugisiske druesorter, Arinto og Fernão Pires, sammen med Chardonnay. Arinto stammer fra Bucelas-området nord for Lissabon. Det er en af landets ældste druesorter, som er sent modnende og tørketålende, hvilket er en gevinst i nutidens ”global warming” klima. Arinto er desuden værdsat for sin evne til at bidrage med toner af citrus og en markant frugtsyre. Fernão Pires er en anden gammel portugisisk druesort med rødder i Tejo-distriktet. Sorten stresses af vandmangel og har et lavt syreniveau, egenskaber man godt kunne undvære, men til gengæld bidrager Fernão Pires med et væld af aromatiske duft- og smagsstoffer, som er med til at give vinen en original aromapalet. Chardonnay er en meget tilpasningsdygtig druesort, som bidrager med cremet fylde og struktur til vinen. Efter gæringen blandes den unge vin, som efterfølgende lagres på sit bundfald i ståltank for at give øget smagsfylde og karakter. Vinen i glasset er strågul med en blomstrende duft af jasmin og tropisk frugt. Den aromatiske smag af fersken og citrus med en pikant kernebitterhed har en flot fylde og længde med en fin syre. Fiuza 3 Castas er en vin med personlighed.

Maden

Med sin aromatiske duft- og smagspalet vil Fiuza 3 Castas passe godt sammen grillet fisk i stanniol med grøntsager en dejlig sommeraften.

*indeholder sulfitter