2022 Cala Rey Verdejo, Sauvignon Blanc, Vino Bianco Ecológico, Spanien
- Drue Verdejo, Sauvignon Blanc
- Distrikt Spanien
- Årgang 2022
- Vol. 12,5%
Denne økologiske hvidvin stammer fra vinhuset Finca Fella, som den store italienske producent Fantini har under sin vinger. Fantinis styrke er en række dygtige, italienske vinavlere, men da Fantinis ejer Tommaso Ciampoli på en rejse til Castilla La Mancha regionen i Spanien blev opmærksom på et 25 ha stort område med gamle vinstokke på bjergskråninger ved byen Albacete, var tiden kommet til at starte en vingård, Finca Fella, i et andet land og med andre druesorter.
Vinen
De grønne druer til Cala Rey Vino Bianco stammer fra vinstokke plantet på stejle bjergskråninger mellem 700 - 800 meter over havet. Vinstokkenes rødder er plantet i en næringsfattig, rødbrun, leret sandjord rig på kalksten. De kolde nætter i højderne, er nøglen til den friske frugtsyre i Cala Rey. Druerne høstes om natten for at frugten kan køres til vineriet beskyttet mod oxidation af nattekulden. Efter en skånsom presning af druerne gæres mosten ved 15°C i ståltank i 25 dage for at give den unge vin aromatisk intensitet og god struktur. Cala Rey Bianco er lavet på Verdejo (70%) og Sauvignon Blanc (30%). Verdejo er i dag en af de grønne sorter, der har været med til at give Spanien sit nuværende ry som førende innovativ producent af hvide vine. Sauvignon Blanc har længe været kendt i hele verden for sin knivskarpe frugtsyre og sit indhold af methoxypyraziner, karakteristiske duft- og smagsstoffer, der f.eks. findes i grønne peberfrugter. Den unge Cala Rey glimter med et grønt skær i glasset og forkæler næsen med sin aromatiske duft af abrikos, grønne urter og citrus. Den friske smag af grapefrugt og grønne æbler har en sprød mineralitet og en spændstig syre, der giver vinen et langt liv i munden. Cala Rey Bianco skærper appetitten, sætter liv i kludene og fortjener sin guldmedalje ved den internationale Mundus Vini vinkåring.
Maden
Cala Rey Bianco er et oplagt valg til retter med fisk og skaldyr. Det gælder i særlig grad når fisken tilsættes friske krydderurter som persille eller dild. Det er samtidig en vin, der som ingen anden er i stand til at ledsage ikke kun grønne salater, men f.eks. salater med bønner og andre grøntsager marineret i olie og eddike eller citron.
*indeholder sulfitter