2021 Château De Paraza Cuvée Velvet Rosé, Minervois AOC, Frankrig

- Drue Syrah, Grenache
- Distrikt Minervois AOC, Frankrig
- Årgang 2021
- Vol. 13,5%
Paraza er en typisk sydfransk kanalby. Byen er placeret på en bakketop med udsigt over den smukke Aude dal ─ på en klar dag kan man se helt ned til Pyrenæernes bjergtoppe og det azurblå Middelhav. Ved kajen ned mod Canal du Midi lægger kanalens flodpramme til og turbådene sætter turister i land. Et populært mål for de besøgende er Château de Paraza med en slotspark, der ligger ned til Canal du Midi. De gamle slotslænger er smukt restaurerede og slottet byder på daglige vinsmagninger, spadsereture i vinmarkerne, en tapas-bar og mulighed for overnatning i pompøse slotsværelser. Famille Danglas står der nederst på etiketten: Château de Paraza har siden 2005 været ejet og drevet af Annick og Pascal Danglas og deres tre børn.
Vinen
Nord for byen ligger vindistriktet Minervois. Landskabet er smukt, nogle steder dramatisk, med vinmarker, der klynger sig til foden af de kratbevoksede bjergskråninger. Montagne Noire, det sorte bjerg, og bjergkæden Cevennerne giver vinstokkene læ for den kolde nordenvind. I Minervois er der vinmarker overalt sammen med middelalderslotte, gamle klostre, ruiner fra det romerske imperium og pittoreske småbyer. Markerne er bygget op som sæderne i et gigantisk, sydvendt amfiteater, hvis terroir med kalksten og gruset lerjord samt et solrigt klima med kølige nætter egner sig perfekt til vindyrkning. Cuvée Velvet Rosé er lavet på 60% Syrah og 40% Grenache ─ en klassisk drueblanding til såvel rosé som røde vine fra den sydlige del af Rhônedalen. Druerne er høstet tidligt om morgenen for at bevare deres syre og friskhed og beskytte mosten mod oxidation. Et vibrerende stålkar får saften fra de nyhøstede drueklaser til at flyde frit, klar til opsamling og nedkøling. Herefter afstilkes druerne og presses med stor forsigtighed. Gæringen finder sted i nedkølede ståltanke for at beskytte mostens aroma. I glasset fremstår vinen sart rosa med en delikat duft af ribs og hindbær. Smagen har let krydrede toner af hindbær og jordbær med harmonisk smagsfylde og en sprød, frisk syre i afslutningen. En på alle gode måder klassisk, sydfransk rosé.
Maden
Cuvée Velvet Rosé har en frugtig smagsfylde, madvenlig tørhed og let drikkelig charme, som gør den til en oplagt ledsager til lette retter. Vinens repertoire går fra en salat med koldrøget laks og purløgsdressing til lufttørret skinke i forskellige variationer.
*indeholder sulfitter