2020 Fiuza Reserva Sauvignon Blanc Premium, Vinho Regional Tejo, Portugal.

- Drue Sauvignon Blanc
- Distrikt Vinho Regional Tejo, Portugal.
- Årgang 2020
- Vol. 12,5%
De fleste jorder i den frugtbare dal langs floden Tejo er blevet brugt til at dyrke grøntsager, frugt og ris, hvilket har givet området kælenavnet: ”Lissabons have”. Vine fra Tejo har ret til klassifikationen ”Vinho Regional Tejo”. Det portugisiske vinhus Fiuza er kendt for sin pionerindsats med at supplere porteføljen af vine lavet på Portugals mange lokale druesorter med vine lavet på netop de internationale sorter, der trives godt i det lokale klima. En stor del af vinhusets vinmarker har en optimal placering på jorder med kalk, ler og grus, mens andre ligger tættere på floden med en jordbund med sedimenter af sand, mudder og småsten, som floden gennem tiden har aflejret. Her finder man de fleste marker med grønne druesorter; andelen af hvide vine udgør ca. halvdelen af vinhusets samlede produktion. Fordelen ved en placering tættere på flodens vande og marskland er et klima med et maritimt præg, som virker nedkølende på sommerheden og er med til at bevare vinenes frugtsyre og friskhed.
Vinen
Vinhuset laver to vine på Sauvignon Blanc druen ─ standard og Reserva. Til Reserva bruges den bedste frugt, og efter gæring af mosten og modning af den unge vin på sit bundfald i ståltank for at øge indholdet af duft- og smagsstoffer, tappes vinen på flaske med et tilskud på 5% af den forudgående årgang af samme vin, der har været lagret på fade af fransk eg. Det føjer duft- og smagsstoffer fra træfadet til vinen og bidrager til en kompleks duft- og smagspalet. Her læner Fiuza sig op af den udgave af Sauvignon Blanc, som den californiske vinproducent Robert Mondavi gjorde kendt under navnet Fumé Blanc i 1960’erne. Vinen i glasset har den unge vins grønne glimt og en indbydende duft af stikkelsbær, fersken og citrus med toner af smør og vanilje fra egefadet. Smagen af gul stenfrugt har en cremet mundfylde og kompleksitet, bl.a. takket være et forbavsende tydeligt indslag fra fadlagringens 5% andel af vinen i flasken. Efter en lang eftersmag slutter vinen med en fin syre.
Maden
Fiuza Sauvignon Blanc Reserva er ved tilsætning af en et år ældre, fadlagret vin blevet smagsmæssigt opgraderet til en hvidvin, der går godt i spænd med skaldyr og fede fisk serveret med fløde- eller smørsauce.
*indeholder sulfitter