2019 Alcaria Old Vines, Bodegas Castaño, Yecla, Spanien.

  • Drue Monastrell, Syrah, Garnacha
  • Distrikt Bodegas Castaño, Yecla, Spanien.
  • Årgang 2019
  • Vol. 14%

Alcaria er en spansk betegnelse for små landsbysamfund i Sydspanien med nogle få huse og avlsbygninger beboet af familier, der får deres udkomme ved landbrug med kvæg, olivenlunde og vinmarker. Vinens navn er en hyldest til disse små samfund, der har svært ved at overleve i vore dages Spanien. Mange Alcarias var knyttet til en godsejerfamilie .

Bodegas Castaño hører til de bedste producenter i Yecla – et mindre vindistrikt i det sydøstlige hjørne af Spanien. Som det eneste vindistrikt består Yecla kun af en enkelt by omgivet af vinmarker i 400-800 meters højde. Her er somrene gloende hede og vintrene bidende kolde. Jordbunden består af et lag sandjord med ler og kalksten dybere nede, som holder godt fast på årets sparsomme nedbør. Det er barske forhold, men Bodegas Castaño har plantet vinstokke, der kan klare mosten og samtidig levere fremragende frugt, der ikke – takket være den varme, tørre blæst – døjer med råd og svamp.

Vinen

”Old vines” betyder at druerne er høstet fra gamle stokke, hvilket i dette tilfælde vil sige vinstokke, der er mindst 35 år gamle. Det er en alder hvor en vinstok begynder at bære færre drueklaser, som så til gengæld er af højeste kvalitet.. Alcario er lavet på 15% Garnacha Tintorena, 25% Syrah og 60% Monastrell, hvor især Monastrell har det fint med sommervarmen, som giver en most med mere frugtkarakter og mindre garvesyre. Druerne høstes i september, gæres i rustfri ståltanke i 8-10 dage og modner så i to måneder på egefade af fransk og amerikansk eg.  Den rubinrøde vin i glasset har en krydret duft af brombær og sorte kirsebær. Smagen er pakket med solmoden frugt fra sorte bær, hvor Syrah og Monastrell sørger for struktur og mundfylde, mens Garnacha Tintorena leverer frugtsødme og charme. Vinens smagspalet slutter med en fast struktur af modne tanniner og en diskret fadkrydring.

Maden

Alcaria har den robuste fylde der skal til at ledsage både vinterens gryderetter og den kommende sommers grillkød med flutes og salater. Men hvad med en spansk tortilla − en nem og smagfuld ret, der i bund og grund er en æggekage med løg og kartofler. Hvis den får selskab med revet manchego ost, krydret chorizo pølse og sortfodsskinke kan det næsten ikke bliver mere spansk!