2019 Romans Bay Eighteen Ninety Five, Cape Agulhas, Sydafrika

  • Drue Cabernet Sauvignon, Merlot
  • Distrikt Cape Agulhas, Sydafrika
  • Årgang 2019
  • Vol. 14%

Cape Agulhas er Afrikas sydligste punkt, hvor Atlanterhavet mødes med Det Indiske Ocean og skaber drilske, kølige vinde fra både sydøst og sydvest. Romans Bay er navnet på en strand ved fiskerbyen Gansbaai få kilometer fra vinmarkerne. Fyrtårnet, Danger Point Lighthouse, blev bygget i 1895 efter at mere end 20 skibe var forlist på kystens farlige, undersøiske rev. Danger Point Lighthouse blev indviet et kvart årtusinde efter at den første most i 1659 blev presset af druerne fra en vinmark plantet af guvernør Jan van Riebeeck efter grundlæggelsen af det Nederlandske Ostindiske Kompagnis forsyningsstation ved Kap Det Gode Håb i 1652. Sydafrika har dermed en vinhistorie, som rækker lige så langt tilbage som mange europæiske vindistrikter, og det gør Sydafrika til et vinland, der bygger bro mellem den gamle og den nye verden. Det gælder også vinmarkerne ved Cape Agulhas, som er plantet til med klassiske druesorter som Sauvignon Blanc, Merlot og Shiraz. Her otte kilometer fra kysten kommer blæsten piskende med 20-40 km i timen. Det giver salt i luften og kølige somre, men der falder en pæn mængde regn og den maritime indflydelse giver mulighed for ”cool climate” vine. De lokale strudse var et problem i starten, men det klarede man ved at skyde dem og lave den sydafrikanske specialitet ”biltong”: først marinerer man strudsens kød med vineddike, krydrer med salt, peber og koriander for til slut at lufttørre kødet og skære det i tynde skiver.

Vinen

Romans Bay er rubinrød i glasset med en krydret duft af sorte kirsebær. Smagen af rød bærfrugt har en kraftig smagsfylde med et strejf af tobak, en velafbalanceret struktur med god længde og faste tanniner i afslutningen.

Maden.

Romans Bay bliver under de lokale himmelstrøg drukket til braai, udendørs sammenkomster med grillstegt kød (braai er en forkortelse af ordet braaivleis = grillkød på sproget afrikaans), som er enormt populære i Sydafrika, men den robuste rødvin lader sig uden videre skænke op til danske efterårs- og vinterretter, hvor en farsret med æbler, svesker og bacon kunne være et godt bud.