2019 Mugler Cuvée XIX-1, Weingut Schädler, Pfalz, Tyskland

  • Drue Cabernet Blanc, Scheurebe
  • Distrikt Weingut Schädler, Pfalz, Tyskland
  • Årgang 2019
  • Vol. 12%

Cuvée XIX-1 lyder som et eksperiment snarere end navnet på en tysk hvidvin, og på en måde er det begge dele. Men mest af alt giver det et sjældent indblik i de store muligheder, en begavet og nysgerrig vinbonde har for at lave spændende vine i vore dage. Fra starten skal flere forudsætninger være til stede. Det primære er vinmarker med et gunstigt klima. Det er i rigt mål til stede i Pfalz, der er Tysklands mest solrige vindistrikt. Så er det vinbondens evner, uddannelse og lyst til at eksperimentere. Med behørig skelen til Weingut Schädlers historie moderniserede Steffen Mugler vineriet og omlagde til økologisk drift efter biodynamiske principper. Så er der lysten til fornyelse, hvor et eksempel er Steffen Muglers eksperiment med den 5.000 år gamle Quevri-teknologi fra Georgien, hvor most og drueskaller langsomt bliver til vin under 3 til 4 måneders ophold i kæmpestore, nedgravede lerkrukker.

Vinen

Hvad angår Cuvée XIX-1 handler det nye om  druesorten Cabernet Blanc, der er en hvid drue, skabt ved krydsning af den blå Cabernet Sauvignon med en hybrid-drue, som i Tyskland kendes under navnet ”Resistenzpartner”. Hybrid-druer er krydsninger mellem ”ædle” druesorter og ”uædle” sorter. Indkrydsning af arveanlæg fra de ”uædle” sorter giver fordele i form af resistens mod mange former for råd og svamp. Cabernet Blanc er kun plantet på få ha vinmarker i Pfalz og stort set ukendt i de fleste andre vinlande, så her er Steffen Mugler med helt i front. Den anden drue i Cuvée XIX-1, Scheurebe, er en krydsning mellem to ædle sorter, Silvaner og Riesling, og Scheurebe er nu kendt som den suverænt bedste og mest vellykkede af de mere nutidige druekrydsninger.  I glasset fremstår Mugler Cuvée XIX-1 strågul med gyldne glimt, og den blomstrende duft har toner af jasmin, Reine Claude blommer og grønne urter. Grapefrugt, stikkelsbær og grønne æbler præger den friske, let syrlige smag, som slutter med en læskende frugtsyre-finale. I både duft og smag er der mindelser om druen Sauvignon Blanc, som faktisk er Cabernet Blancs ”bedstemor” .

Maden

Resultatet af dette skoleridt i forskellige druesorter er blevet en meget frisk vin, der stimulerer mundvand og appetit. Hvad med at fortsætte i citrus-sporet med en let og lækker forret som ceviche − en sydamerikansk fiskesalat, hvor rå fisk marineres i en citrus-marinade af appelsin og lime og vendes med friske krydderurter.