2018 Sayanca Malbec, Finca Agostino, Mendoza, Argentina

  • Drue Malbec
  • Distrikt Mendoza, Argentina
  • Årgang 2018
  • Vol. 13,5%

Sayanca var efter legenden ”Lord of the Andes Mountains” −en høvding for en stamme i Barrancas-distriktet kendt for sin kærlighed til sit land og sit folk. Med den spanske kolonisation fulgte katolske missionærer, der manglede altervin til den hellige nadver. I 1556 plantede pater Juan Cedrón de første vinstokke i Mendoza regionen, og det blev begyndelsen til enden for den lokale befolkning, der levede af at jage og fiske i Guanache lagunerne −et vidtstrakt vådområde skabt af floder med smeltevand fra Andesbjergene. De spanske nybyggere skulle bruge vand til deres vinmarker , og der etableredes  et system af vandingskanaler, der ”stjal” det vand, der havde skabt lagunerne. I dag er resterne af vådområdet, Lagunas de Guanacache, en nationalpark.

En fransk agronom, Michel Pouget, bragte i 1868 Malbec til Argentina fra Bordeaux, hvor druen blev brugt til at give blodfattige årgange lidt saft og kraft.  Malbec er en tyndskindet drue med et latinsk temperament, følsom for råd, svamp og kulde, og druen kræver masser af sol og varme for at trives og modne. I dag er Malbec næsten væk i Bordeaux og dyrkes kun nede i Cahors, hvor den er kendt for at give blæksorte vine med hårde, kantede tanniner, der kræver årelang lagring for at blive drikkemodne. Men på Mendozas varme højslette, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, følte druen med den ”latinske sjæl” sig straks hjemme −Malbec har nu status som signaturdrue for Mendoza og Argentinas øvrige vindistrikter.

Vinen:

Frugten til Sayanca høstes fra marker i Barrancas ─ et område med vinmarker syd for Maipu, hvor Mendoza-floden sikrer pålidelig vandforsyning via vandingskanalerne. Markerne ligger i 850 meters højde, hvilket skaber en ideel balance mellem solrige, varme dage og kølige nætter i druernes vækstperiode. Vinen i glasset fortæller historien om en druesort, der er kommet i paradis. Farven er mørk violet, og duften er fyldt med aromaer af blå blommer og hindbær. I munden krydres den fyldige smag af sort bærfrugt med toner af lakrids og mørk chokolade, og de runde tanniner i afslutningen har en moden, blid fylde, som vinbønderne i Europa kun kan drømme om. 

Maden

Med sin let drikkelige frugtfylde og kødfulde struktur vil Sayanca gå godt i spænd med kød i almindelighed, fra traditionelle, danske retter til et godt stykke grillstegt kød , som er en argentinsk specialitet, i særdeleshed. Men grill-sæsonen synger nu på sidste vers, så et alternativt forslag kunne være argentinske empanadas− lækre, små tærter med et fyld af oksekød, æg, krydderier og oliven.