2019 Vega Vella Blanco, Bodegas Cornelio, Rioja, Spanien

- Drue Sauvignon blanc, Grenache
- Distrikt Rioja, Spanien
- Årgang 2019
- Vol. 13%
Vega Vella
Drue: Sauvignon Blanc, Grenache Blanc
Distrikt: Bodegas Cornelio, Rioja, Spanien
Årgang: 2019
Vol: 13%
Medlemmer af samme familie har i mere end otte generationer slidt med det hårde arbejde i Bodegas Cornelias vinmarker gennem Riojas barske vintre og hede somre. Det har samlet en uvurderlig skatkiste af erfaringer i familien med områdets druesorter, årstidernes gang, det lokale klima og de unikke jordbundsforhold i bodegaens forskellige vinmarker. Takket være varierende jordbundsforhold, forskelle i placeringen i forhold til verdenshjørnerne og forskellige grader af læ for nordenvinden fra Sierra Cantabria bjergene disponerer Bodegas Cornelio over mere end 20 ”microplots” −marker med hvert sit mikroklima og terroir. Der er meget at holde styr på, men alle de mange kort på hånden giver bodegaens vinfolk gode muligheder for at give de enkelte vintyper kompleksitet og personlighed.
Viden og erfaring om vinavl i samme familie-ejerskab gennem otte generationer er ganske imponerende. Men endnu mere imponerende er på en måde bodegaens tradition for økologisk vinavl. Det tager tre år at blive certificeret, men bodegaen har faktisk dyrket vin på sine ”Vega Vella” marker i mere end 30 år, så de ved, hvad de har med at gøre. Bodegaens årelange erfaring med økologi får nu hjælp af moderne teknik i form af satellitovervågning og droner, der holder et vågent øje med vinstokkenes vitalitet, tegn på vandmangel, angreb af plantesygdomme og drueklasernes modningsgrad.
Vinen
Der er brugt fifty-fifty Sauvignon Blanc og Garnacha Blanca til den hvide Rioja. Efter kold maceration, (opblødning af most og drueskaller i ståltank ved lav temperatur) gæres mosten i træfade af fransk eg ved 16 °C. Den færdige vin hviler herefter på sit bundfald i fire måneder for at opnå optimal aromatisk kompleksitet. Vinen i glasset er strågul med grønne glimt. Den aromatiske duftpalet har toner af Reine Claude blommer og stikkelsbær med indslag af citrus og grønne urter. Den hvide Grenache giver en cremet mundfylde og smagsnoter af gul stenfrugt mens Sauvignon Blanc leverer frisk mineralitet og livlig syre med toner af kiwi og grapefrugt i den lange eftersmag.
Maden
Vega Vella Blanco er en spændende hvidvin fra Rioja, et distrikt mest kendt for sine røde vine, men i kampen om smagsløgenes opmærksomhed giver Blanco sin røde kollega kamp til stregen. En stegt laks med grøntsauté og sennepskartofler passer perfekt både til vinen og til årstiden.