2019 Praidis, Vermentino di Sardegna, Cantina Castiadas, Sardinien

  • Drue Vermentino di Sardegna
  • Distrikt Sardinien, Italien
  • Årgang 2019
  • Vol. 13%

Med Praidis demonstrerer kooperativet Cantina Castiadas, at de ikke kun kan lave ypperlig rødvin med Sardiniens signaturdrue Cannonau, men at de også mestrer kunsten at lave eminent hvidvin. Til formålet har de meget naturligt valgt Vermentino di Sardegna, Sardiniens vigtigste, grønne drue, som dyrkes over hele øen. Druerne til Praidis er høstet i Sarrabus få kilometer fra kysten i det sydøstlige hjørne af Sardinien, og der er ikke brugt kunstgødning eller sprøjtemidler i vinmarken. Druerne høstes ofte tidligt for at bevare den livgivende syre i vinen. Efter en dags skindkontakt presses druerne, og mosten gæres i tanke af rustfrit stål ved en lav temperatur på 14-16 °C for at gøre vinen livlig og frisk. Efter gæringen opbevares vinen beskyttet mod luftens ilt i rustfri ståltanke indtil tapning på flaske.

Vermentino stammer oprindeligt fra Piemonte, men den sprøde, aromatiske Vermentino hvidvin har gjort druetypen populær i flere vindistrikter, hvor den ofte dyrkes under et andet navn ( Favorita, Pigato, Rolle, Verlatin). Kært barn har mange navne, hvilket faktisk er tilfældet for mange druetyper. Det siger sig selv, at mængden af meget forskellige navne godt kan skabe forvirring hos folk, der gerne vil følge med i, hvad de drikker. Faktisk var forvirringen nærmest total ude i de enkelte vindistrikter, hvor de lokale vinbønder holdt på deres hest og var af den opfattelse, at nabo-distriktets druer måtte være en anden sort. Det var først da resultaterne fra systematiske studier af vinplantens morfologi (struktur og ydre form) blev koblet sammen med resultaterne af moderne DNA-analyser, at der blev skabt klarhed og druesorternes stamtræ dermed endegyldigt kunne fastlægges.

Vinen

Den unge Vermentino di Sardegna glimter grønt i glasset. Duften har indbydende toner af hyldeblomst, æble og citrus, og den læskende smag af grapefrugt og abrikos har god fylde og en lang eftersmag, der krydres med et let kernebitterhed og afsluttes med en livlig frugtsyre. Et køligt glas Praidis (8 °C) er en udsøgt nydelse.

Maden

Det gælder de fleste, italienske hvidvine, at de dels helst skal drikkes unge, dels har en bred anvendelighed til mange forskellige retter. Bagside-etiketten forslår antipasti, fisk og havets frugter, og følger man dette råd, går man ikke galt i byen.