2018 Oceanus Alvarinho, Vinho Regional Tejo, Portugal.

- Drue Alvarinho
- Distrikt Tejo, Portugal.
- Årgang 2018
- Vol. 12,5%
Den iberiske halvøs længste flod, Tejo, der løber fra den spanske grænse mod sydvest til sin udmunding i Atlanterhavet, har givet navn til vindistriktet. Tejo-floden forbinder Madrid med Lissabon –en livsvigtig vandvej, der siden Middelalderen har fungeret som livsnerve for handelen mellem Spanien og Portugal. Floden og provinsens frugtbare jord har gjort Ribatejo til en af Portugals mest velstående provinser. Lige siden romertiden har vinstokkene bredt sig langs flodens bredder sammen med olivenlunde, marker med grøntsager, frugtplantager og skove med gamle korkege .Vinbønderne i Tejo laver både røde og hvide vine på lokale druesorter. Den hvide Oceanus er lavet på Alvarinho, landets bedst kendte og mest populære grønne druesort. I Galicien, nord for Portugal, er den kendt som Albariño −en druetype, der har opnået kultstatus i Spanien og som har gjort den hvide vin fra Rias Baixas verdensberømt. Alvarinho er en tykskallet drue, der klarer både sol, blæst og regnbyger uden at kny, mens den bygger et lager af druesukker og syre op i druekødet og samtidig danner røde og blå farvestoffer samt aromatiske duft- og smagsstoffer i drueskallerne.
Vinen
Takket være sin blomstrende duftpalet, aromatiske smagsprofil og stringente frugtsyre har både den portugisiske Alvarinho og den spanske Albariño med rette vakt stor opmærksomhed i vinens verden. Det er vine, man efterspørger hos vinhandleren og leder efter på restaurantens vinkort. Den strågule Oceanus lever til fulde op til druens ry med sin indsmigrende duft af kaprifolium, grønne æbler, mango og citrus og sin saftige smag af fersken og grapefrugt med aromatisk kompleksitet, havfrisk mineralitet og en intens frugtsyrefinale.
Maden
Oceanus Alvarinho har en smagsprofil, der passer utrolig godt til fiskeretter. Nyd et køligt glas som aperitif og skænk så vinen til alt hvad havet har at byde på. Et portugisisk ordsprog siger, at landet har flere torskeopskrifter end dage på et år. Er der noget man spiser overalt i Portugal, så er det bacalhau, klipfisk, som er saltet og tørret fisk fremstillet af torsk. Bacalhau betegnes af mange som nationalretten i Portugal, og en af de populære version er Bacalhau à Brás, som laves af klipfisk med kartofler, æg og persille.