2018 Mito Rojo Carmenere, Koyle, Colchagua Valley, Chile

  • Drue Carmenere
  • Distrikt Colchagua Valley, Chile
  • Årgang 2018
  • Vol. 14%

”Mito Rojo” betyder rød myte, men at denne enkeltmarksvin fra Chile møder op med fire esser på hånden er et faktum. Første es er familien bag vinhuset Koyle. Historien starter i 1879, hvor Francisco Undurraga Vicuña rejser til Chile med stiklinger fra europæiske vinstokke og etablerer vinhuset Undarraga, der med årene blev en af landets største vinproducenter. I 2006 brød Alfonso Undurraga Mackenna ud, resultatet blev vinhuset Koyle.Undurraga-familien fandt frem til en parcel i Los Lingues ved foden af Andesbjergene i Colchagua-dalen. Hist og her voksede purpurrøde blomster, som indianerne kaldte “Koyle”, som gav inspiration til navnet på den 60 ha store parcel. Markerne havde to kvaliteter, som har givet Koyle næste es på hånden: fem forskellige typer jordbund af vulkansk oprindelse og en hældning med perfekte dræningsforhold, der tvinger vinstokkens rødder i dybden.

Den ”røde mytes” tredje es er druen Carmenere, der i midten af 1800-tallet var kommet til Chile med en sending Bordeaux druesorter. Hvordan Carmenere, der efter høsten står tilbage med flammende røde blade (afspejlet på etikettens akvarel) kunne forveksles med druesorten Merlot, er en gåde men også en kendsgerning. I mere end et århundrede blev den dyrket som Merlot, men fik med tiden tilnavnet den sene Merlot, ”Merlot Chileno”, blandt vinbønderne. I dag er Carmenere anerkendt i sin egen ret som Chiles signaturdrue takket være kvaliteter som en livlig karmoisinrød farve, en krydret bouquet med duft af te og chokolade og silkeagtigt bløde tanniner, der glider over ganen som fløjl.

Vinen:

Et vellykket arbejde med at finde de rigtige druesorter til de enkelte jordtyper og klimaforhold udgør sammen med kompromisløs produktion og talentfuld vinifikation Koyle-vinhusets fjerde es. Gæringen finder sted uden overdreven ekstraktion af farve- og garvestoffer, hvilket, sammen med behersket brug af fadlagring, giver vine, der som Mito Rojo funkler violet i glasset og forkæler næsen sin cocktail af solbær- og brombærduft. Den saftige, kraftfulde smag af sort bærfrugt er i god balance med en livgivende syre og ranke, modne tanniner. 

Maden

Mito Rojo passer perfekt til efterårets vildtretter med velsmagende saucer. Har du hverken revier eller jagttegn hjælper James Price (søg på dr.dk)  med en opskrift på mørbrad stegt som vildt, akkompagneret af Waldorff salat og æbler med ribsgele