2018 Poggio Pasano Negroamaro, Cantina Sava, Puglia, Italien

- Drue Negroamaro
- Distrikt Puglia, Italien
- Årgang 2018
- Vol. 13,5%
Byen Sava ligger få kilometer vest for Manduria i Taranto-provinsen et stykke nede i Italiens hæl. Her finder vi Cantina Sava, en vingård tilhørende Farnese Vini, som blev udnævnt til den bedste italienske vinproducent 2016/2017. Navnet Puglia stammer fra det latinske ord “a-pluvia”, der betyder mangel på regn, men de solrige, varme somre og de årlige 63 regnvejrsdage, der falder mest fra november til marts, gør klimaet i Puglia ideelt til vindyrkning. Cantina Sava råder over marker med gamle vinstokke, hvis klaser plukkes med hånden fulgt af håndsortering hjemme på vingården. Vinifikationen ledes af kældermestre med international erfaring, der nyder godt af Farnese Vinis investering i avanceret teknologi og supermoderne udstyr.
Vinen:
Negroamaro er en tykskallet druesort, der har været dyrket i Puglia i mindst 1.500 år.Regionens varme Middelhavsklima tillader druen at opnå perfekt modenhed, hvilket betyder at vi her finder hjemstedet for nogle af Italiens bedste Negroamaro-vine. ”Negro” i druens navn står for en dyb, mørk farvetone, mens ”amaro” betyder bitter med reference til bitre toner i vinen, som dog ikke er særlig udtalte i vine lavet på fuldmodne druer med høj druesødme. Efter afsluttet gæring lagrer Poggio Pasano 4-5 måneder i fade af amerikansk og fransk eg. I glasset viser Negroamaro sin typiske mørke, violette farvetone. Duften er rig på solbær, sorte oliven og krydrede toner. Smagspaletten er sat sammen af sorte bær med lækker frugtsødme, en diskret kernebitterhed, god balance, en harmonisk alkoholstyrke (13,5 vol.%) og fløjlsbløde tanniner.
Maden:
Poggio Pasano Negroamaro er en let drikkelig vin, som træder den brede sti med appel til mange forskellige ganer og mange slags retter. Med tanke på årstiden falder valget på en god omgang oksekød og grøntsager fra grillen.