2017 Caseletti Nero Di Troia – Primitivo, Puglia, Italien

  • Drue Primitivo
  • Distrikt Puglia, Italien
  • Årgang 2017
  • Vol. 0%

“Hvor druens blod er varmest, lurer død” skrev Adam Oehlenschläger i sit drama om naturens muntre søn, Aladdin. De farer, der lurer på danske rejsende til Apulien, hører nok mest til i kategorien solskoldninger og trafikuheld, men det kan ikke nægtes, at druens blod er varmt nede i Italiens hæl. Det passer os danskere godt. Vi elsker Apuliens mørke, kraftige vine lavet på fuldmodne, varmblodige druer og nyder deres pænt høje alkoholstyrke og runde, bløde tanniner. Italiens styrke som vinland er de mange forskellige vindistrikters evne til at levere pålidelige, madvenlige hverdagsvine, som for de fleste af os er de vigtigste vine i vores liv med vin.

Caseletti har blandet en rød humørbombe af druesorterne Nero Di Troia og Primitivo. De fleste kender udmærket druen Primitivo, hvis charme som regel ligger i evnen til at flirte skamløst med smagsløgene uden at tabe masken. Med Primitivo på banen kan vi forvente saft og kraft i bredfyldt mål men hverken stor finesse eller elegance.Nero Di Troia druen er til gengæld et af de sjældnere bekendtskaber. Efter legenden blev Nero Di Troia bragt til Apulien af Diomedes, en af de store helte fra kampen om Troja, der efter slaget flygtede fra Grækenland til Italien. Forskerne mener imidlertid at Nero Di Troia er en lokal druesort, hvis navn stammer fra byen Troia i den nordlige del af Apulien ─ en by, der dog efter sigende blev grundlagt af selvsamme Diomedes! Tidligere hed druen Uva di Troia, men den skiftede så navn for at læne sig op af den popularitet, som den sicilianske drue Nero D’Avola havde opnået. Nero betyder sort på italiensk, og begge druer har mørkfarvet drueskal og dybfarvede vine til fælles.

I glasset fremstår vinen mørk rubinrød. Duften har indbydende toner af modne skovbær og syltetøj med et strejf af anis. Smagen har fået fylde af syltede bær og mørk chokolade, mens en læskende dosis granatæblesaft liver op i munden og fløjlsbløde tanniner sætter et passende punktum.

Tips til servering

Caselettis kombination af Primitivo og Nero Di Troia har en lækker frugtsødme og smagsfylde, som vil gå godt i spand med grillsæsonens overflod af let brankede stegeskorper og søde grillsaucer. Det er samtidig klart, at en vin fra Italiens hæl også vil være glimrende ledsager til pizza og enkle pastaretter.