2018 Vanità Pecorino, Terre di Chieti, Italien
- Drue Pecorino
- Distrikt Abruzzo, Italien
- Årgang 2019
- Vol. 12,5%
Mange vil genkende Pecorino som navnet på en italiensk ost. Navnet på osten kommer fra det italienske ord “pecora”, som betyder får, og det er lige præcis fåremælk som er hovedingrediensen for osten. Men her er det ikke fåret, men vinstokken, det handler om, og den eneste forbindelse mellem får og druer er en lokal legende om fåreflokkenes forkærlighed for Pecorino-druer, når de vandrer gennem vinmarkerne. Pecorino er er ældgammel druesort, der voksede vildt i Sibillini-bjergene ─ et naturskønt område, der i dag udgør Parco Nazionale dei Monti Sibillininordøst for Rom. Monti Sibillini er en del af Appenninerne, den 1200 km lange bjergkæde i Italien, som løber parallelt med Adriaterhavskysten fra Alperne til Calabrien i spidsen af den italienske støvlehæl. Syd for Monte Sibillini ligger Abruzzerne, som er den højeste del af Appenninerne med bjergtoppe som Gran Sasso (2914 m) og La Maiella (2795 m).
I Abruzzo-regionen er klimaet mildt på den side, der vender mod Adriaterhavet, med årlige gennemsnits-temperaturer mellem 12 og 16 ° C. Chieti er hovedbyen i en af regionens fire provinser, og vindistriktet Terre di Chieti ligger i højdedragene omkring Chieti og ned mod lavlandet ved kysten. Den tætte beliggenhed til Adriaterhavet sikrer tilstrækkelig køling af druerne i de sommerhede vinmarker, hvor regnen er sparsom. Den dominerende grønne drue i Terre de Chieti er Trebbiano D’Abruzzo, hvis enkle, tørre hvidvine kan mangle personlighed og være lidt karakterløse. Så er der mere spræl i de hvide vine på Pecorino-druen, hvis små drueklaser har god sygdomsresistens og med en lav ydelse per hektar skaber gode betingelser for høj vinkvalitet.
Efter høsten udblødes skallerne sammen med mosten i 12 timer ved 3 °C. Efter en skånsom presning hviler mosten et døgn, mens bundfaldet langsomt synker til bunds. Hovedparten af mosten gæres ved 12 °C i ståltank, mens 20% gæres i egefade på 4000 liter for at give vinen flere smagskomponenter og mere karakter. I glasset lyser Pecorino op med grønne glimt. Vinen har en blomstrende duft af jasmin med toner af pære, citrus og grønne urter. Pecorino er livlig og frisk i munden med smag af grapefrugt og grønne æbler med diskrete toner fra egefadet og en præcis syre i afslutningen.
Tips til servering
Pecorino udmærker sig ved en vidunderlig friskhed, som gør sig bedst, når vinen drikkes ung og kølig. En moderat alkoholstyrke (12,5 vol.%) gør den velegnet som en aperitif, der kan tages med ind til bordet og drikkes sammen med forret som pastasalat med skaldyr eller en hovedret som havkat pocheret med hvidvin og grøntsager.