2016 Lunatico, Primitivo, IGT Pulia, Italien

  • Drue Primitivo
  • Distrikt Pulia, Italien
  • Årgang 2016
  • Vol. 0%

Vi er nede i den italienske hæl. I region Pulia. På dansk Apulien. I modsætning til resten af Italien er landskabet fladt som en pandekage og der er masser af lettilgængelig og billig jord. Det har man benyttet sig af ved gennem tiderne at lave noget der ligner 1 milliard liter vin om året. Så lang tid, man husker tilbage, har man været storleverandør af vin til Europas ”blandingskar”. Siden årtusindeskiftet er efterspørgslen på bulkvin faldet dramatisk, og vinbønderne i Pulia måtte finde nye veje. Det var ikke spor svært, for den vin de kunne lave helt uden hjælp udefra, var netop den type og kvalitet man stod og manglede på verdensmarkedet. Vinen var mørk og tæt i glasset og domineret af fyldig saft og kraft og kunne sælges til en meget fornuftig pris. En række dygtige lokale vinfolk så hurtigt mulighederne. Og de fik hjælp ude fra af erfarne eksperter fra hele Italien, ja fra hele verden. Der kom kapital og virkelyst til Apulien.

Den lokale Primitivo drue blev i særlig grad populær. Folk skulle lige vænne sig til, at ”primitivo” ikke havde noget med ”primitiv” at gøre, og at det var samme drue,
der i Californien blev kaldt ”Zinfandel”. Man har kæmpet lidt om, hvem der egentlig havde ret til navnet. Man har fundet ud af, at druen oprindelig stammer fra Kroatien, denne kendsgerning har dæmpet noget af lysten til, at slås
om oprindelsen.

Vi præsenterer en Primitivo som på alle måder viser, hvor langt man er nået i Apulien. Det er luksusgruppen Farnese, der står bag. De har erfaring fra alle de klassiske italienske vindistrikter, og nu også Apulien, hvor de har købt sig ind i et par vinerier i Manduriaområdet.

Filippo Baccalaro er ansat som vinmager. Han er fra Piemonte, men faldt hurtigt for den saft og kraft Primotivo-druen besidder. Han kan tæmme druen og har udviklet den til noget helt enestående. Druerne kommer fra gamle buskvinstokke,
der har rødderne dybt i den røde mineralske, jernholdige jord. 2016 gav gode betingelser. I alt faldt for dem der havde tålmodighed til at vente på at druerne blev fuldmodne. Vinifikationen er helt traditionel. Lagringen slutter med et par måneder på store træfade. Vinen fremtræder intens ruby med violette reflekser.
Saftig rød frugt dominerer. Fyldig og vedvarende. Tanninerne er modne og river ikke. De er til gengæld med til at give vinen kant og karakter.

Tips til servering
Perfekt til kraftige og krydrede kødretter.