Forside

Lokale vingårde

Vi handler direkte med lokale vinproducenter. Vi finder spændende vine til gode priser og får dem hjem til dig uden fordyrende mellemled.

8 flasker vin

Hver måned sammensætter vi en kasse med 4 x 2 rødvine. Du kan også vælge 4 x 2 hvidvine. Du kan altid læse om vinene inden du bestiller.

Leveret til døren

Du får din månedskasse leveret til døren. Med leveringen medfølger historien bag vinene og spændende madopskrifter.

Rødvinskasse

Se denne måneds abonnements kasse med 4 x 2 nye rødvine

Hvidvinskasse

Se denne måned abonnementskasse med 4 x 2 nye hvidvine

Gode tilbud

Vi har lidt for meget vin på lager, derfor har du mulighed for at gøre en god handel her.
Partierne er begrænsede, så det er efter først til mølle princippet.

Duke of Wellington No. 1

Drue: Pinotage,
Distrikt: Western Cape, Sydafrika
Årgang:2017
Vol: 14%

Duke of Wellington Pinotage er navngivet efter Arthur Wellesley, den første hertug af Wellington, der blev skrevet ind i det britiske imperiums historie efter sejren over Napoleon i slaget ved Waterloo i 1815. Wellington Wines, der står for produktionen af vinen, har adresse i byen af samme navn ─ en af Sydafrikas pittoreske vinbyer. Wellington ligger 45 minutters kørsel fra Cape Town gennem et smukt landskab, hvor vinmarker og frugtplantager fra tid til anden afløses af forrevne bjergmassiver. r

Wellingtons historiske bygningen og vingårde afspejler dalens trehundredårige historie. Byen hed oprindelig ”Limiet Vallei”, fordi dalen i starten af 1800-tallet dannede grænse mod nord. Omkring 1699 blev dalen hjemsted for free burghers (frie borgere indvandret fra Holland) og huguenotter (protestanter flygtet fra Frankrig). Der var flere huguenotter bosat her end noget andet sted i Kap-provinsen. Navnet Wellington fik byen senere ved et initiativ fra Dronning Victoria.

Vinen:

En af indbyggerne i Wellington var Abraham Izak Perold, den første professor i vitikultur ved Stellebosch Universitet, der i 1925 stod bag den vellykkede krydsning af Pinot Noir med Cinsault (Hermitage). Resultatet var druen Pinotage, der i dag har status af signaturdrue i Sydafrika. Specielt før i tiden gjorde mange Pinotage-vine sig uheldigt bemærket med toner af brændt bildæk /sprøjtelak/kamfer i deres duftpalet, men Duke of Wellington har mange af druetypens dyder og ingen af dens lyder: violet i glasset med en indbydende duft af jordbær, kirsebær og mørk chokolade, en harmonisk smagspalet af sorte bær, regnvåd muld og mineralske toner krydret med vanilje fra egefadet. Vinen har god længde og slutter med et fast tanningreb. Klassisk Pinotage.

Maden:

Duke of Wellington har den fylde og tyngde der skal til at ledsage den hertugens yndlingsret: Beef Wellington ─ en vaskeægte klassiker med et godt stykke oksemørbrad pakket ind i svampe, foie gras og butterdej og serveret med ovnkartofler med krydderurter og sauce bordelaise. Mindre kan gøre det, og for en sydafrikaner ville en braai med grillstegt kød og grøn salat være et perfekt valg.

Tres Viñedos

Drue: 85 %Monastrell, 15% Syrah
Distrikt: Jumilla, Spanien
Årgang: 2017
Vol: 14%

Druerne til Tres Viñedos Monastrell er høstet fra tre udvalgte vinmarker i Jumilla, en region i det sydøstlige hjørne af Spanien. Vinstokkene må leve med barske forhold i Jumillas højland, hvor vinteren er iskold og sommeren tør og gloende hed. Rødderne må langt omkring i den magre, grusede sandjord, der dækker et klippemassiv af kalksten, for at finde vand og næring til sit løv og sine drueklaser.
En af de tre vinmarker, der har leveret druer til Ters Viñedos, ”Finca Hoya De Santa Ana”, som med sine 825 meter over havet er Jumillas højest beliggende vinmark, gemmer på en skat fra gamle dage: 119 ha med Monastrell-vinstokke på egne rødder. Frugten fra gamle, upodede vinstokke er med til at give vinen personlighed og karakter. Når en af de gamle stokke går ud, bøjer man et skud fra nabostokken ned til jorden, hvor den gamle stok havde sin plads. Her får sidegrenen lov til at skyde rod, og når rodnettet har nået en tilpas størrelse, kappes forbindelsen til moderplanten. ”Marcottage”-genplantningssystemet sikrer bestanden af de oprindelige Monastrell-stokke, som gennem årtier har tilpasset sig det barske terroir.

Vinen:
Håndplukning af druerne og gæring på markens egne gærstammer (vildgær) er med til at sikre vinens autenticitet og terroir-karakter. Vinen i glasset har en mørk, blå farvetone, og duften af brombær, solbær og eukalyptus er meget aromatisk og indbydende. Næring og mineraler fra egne rødder har givet en kraftig smagsfylde med toner af røde og sorte bær på paletten sammen med mørk chokolade og sort lakrids. Vinen har en flot eftersmag og slutter af med fuldmodne tanniner.

Maden
Tres Viñedos Monastrell byder på ren drikkefryd til et tapas-gæstebud. Dæk bordet med et lækkert udvalg af saltede mandler, chorizopølse, iberisk sortfodsskinke, tortilla med løg og kartofler, melon med skinke, manchego med bagte peberfrugter og stegte svampe med ristet brød.

Poggio Pasano Negroamaro
Cantina Sava

Drue: Negroamaro
Distrikt: Puglia, Italien
Årgang: 2018
Vol: 13,5%

Byen Sava ligger få kilometer vest for Manduria i Taranto-provinsen et stykke nede i Italiens hæl. Her finder vi Cantina Sava, en vingård tilhørende Farnese Vini, som blev udnævnt til den bedste italienske vinproducent 2016/2017. Navnet Puglia stammer fra det latinske ord “a-pluvia”, der betyder mangel på regn, men de solrige, varme somre og de årlige 63 regnvejrsdage, der falder mest fra november til marts, gør klimaet i Puglia ideelt til vindyrkning. Cantina Sava råder over marker med gamle vinstokke, hvis klaser plukkes med hånden fulgt af håndsortering hjemme på vingården. Vinifikationen ledes af kældermestre med international erfaring, der nyder godt af Farnese Vinis investering i avanceret teknologi og supermoderne udstyr.

Vinen:
Negroamaro er en tykskallet druesort, der har været dyrket i Puglia i mindst 1.500 år. Regionens varme Middelhavsklima tillader druen at opnå perfekt modenhed, hvilket betyder at vi her finder hjemstedet for nogle af Italiens bedste Negroamaro-vine. ”Negro” i druens navn står for en dyb, mørk farvetone, mens ”amaro” betyder bitter med reference til bitre toner i vinen, som dog ikke er særlig udtalte i vine lavet på fuldmodne druer med høj druesødme. Efter afsluttet gæring lagrer Poggio Pasano 4-5 måneder i fade af amerikansk og fransk eg. I glasset viser Negroamaro sin typiske mørke, violette farvetone. Duften er rig på solbær, sorte oliven og krydrede toner. Smagspaletten er sat sammen af sorte bær med lækker frugtsødme, en diskret kernebitterhed, god balance, en harmonisk alkoholstyrke (13,5 vol.%) og fløjlsbløde tanniner.

Maden:
Poggio Pasano Negroamaro er en let drikkelig vin, som træder den brede sti med appel til mange forskellige ganer og mange slags retter. Med tanke på årstiden falder valget på en god omgang oksekød og grøntsager fra grillen.

Plan B

Drue: Malbec
Distrikt: Mendoza, Argentina
Årgang: 2017

I 2005 købte Juan José Budeguer 100 ha vinmarker i nærheden af Maipu lige syd for Mendoza, som er hovedstad for det berømte vindistrikt af samme navn. De meget varierende jordbundsforhold i vinmarkerne gjorde det muligt for Budeguer at plante en række forskellige druesorter på sin ejendom, hvor hver sort var udvalgt efter netop den jordbund, som gav vinstokkens rødder de bedste betingelser. Malbec, som har fået status som Argentinas signaturdrue, var blandt de valg af druesorter, der er en selvfølge på en argentinsk Bodega.
Malbec er tilladt som rødvinsdrue i Bordeaux, hvor den bidrager med en relativt blød og syrefattig vin. Men det er i de højere beliggende vinmarker med kalkholdig jordbund i Cahors at druen, som lokalt kaldes Cot eller Auxerrois, skabte de berømte “sorte vine”, som omkring 1800-tallet blev højt værdsat af kender. Druen er lille, tykskallet og fyldt med farve og duft.

Vinen:
Malbec-druen er udbredt i Argentina, hvor tanninerne opnår en modenhed, der bløder de snerpende garvestoffer op uden at give køb på struktur og rygrad. Store temperaturforskelle mellem dag og nat fremmer udviklingen af frugtaromaer. Malbec-vinene fra Argentina bør nævnes i samme åndedrag som Nebbiolo fra Piemonte og Cabernet Sauvignon fra Bordeaux. Plan B Malbec fremtræder granatrød i glasset med en indbydende duft af røde bær og tobak. Den kødfulde smag af solbær har elementer af mørk chokolade og tobak, flot fylde og længde og runde, modne tanniner i afslutningen.

Maden:
Har man sagt a (for Argentina), må man også sige b (for Bøf). Argentinerne foretrækker en mør oksebøf i extra large, som de langer direkte fra grillen over på tallerkenen uden at gå op i sovs og kartofler eller garniture. En modificeret version med tanke på danske middagsborde vil være en ledsagende ratatouille: en traditionel, provencalsk garniture, typisk bestående af tomater, løg, courgetter, peberfrugt og aubergine, som sauteres i olivenolie.

Duke of Wellington

Drue: Sauvignon Blanc,
Distrikt:Western Cape, Sydafrika
Vol: 12,5 %
Årgang: 2018

Wellington Wines blev etableret i 2013 ved sammenslutning af tre vinhuse.
Flere af de lokale aktionærer i Wellington Wines, nedstammer i lige linje fra nybyggerne i Wagensmakervallei, og vinhuset er sig meget bevidst om Wellington-dalens historie. I starten af 1800-tallet var bølgen af voortrekkers, de hollandske nybyggere, nået til en bjergkæde, de umuligt kunne passere med deres vogntog af oksekærrer. Bjerget udgjorde derfor en de facto grænse for deres videre færd ind i landet ─ deraf navnet Limietberg, det hollandske udtryk for grænsebjerg. Andrew Geddes Bain, en energisk skotsk vejingeniør, der havde været på flere ekspeditioner videre ind i landet, fik til opgave at konstruere en vej gennem bjergene. Han tog fat på projektet i 1848 startende fra vest og videre ned til byen Ceres, nordøst for bjerget. Det videre arbejde med vejkonstruktionen, der førte over Bainskloof Pass (594 m), stod først færdig i 1853. Vejen lå nu åben for de taknemmelige voortrekkers,. Bain’s Way har i dag status af ”national monument”, og Limietberg er blevet et populært naturreservat.

Vinen:
I vinmarken får de strittende Sauvignon Blanc vinranker lov til at vokse vildt. Formålet er dels at gøre planterne mere robuste og bedre egnet til at modstå sommerens kraftige vindstød, dels at beskytte Sauvignon Blanc-klaserne mod solens stråler. De grønne drueskaller rummer kostbare nanogram af methoxypyraziner, der giver den karakteristiske aroma af stikkelsbær og hyldeblomst i vinen, og methoxypyrazinerne nedbrydes ved eksponering for ultraviolet sollys. Vinens grønne glimt i glasset og den typerigtige duft af hyldeblomst, citrus og tomatstilk viser at alt er lykkedes her hele vejen fra mark til kælder. Det samme gælder den friske, læskende smag af grapefrugt og grønne urter med et pift af tropisk frugt og den præcise, knivskarpe syre i afslutningen. Velfortjent sølvmedalje ved Michelangelo International Wine & Spirits Awards.

Maden:
Server Duke of Wellington Sauvignon Blanc som et køligt duggende velkomstglas til familie og venner og top den gode stemning op med et glas eller to til et fad sushi og sashimi.

Vanità

 

Drue: Pecorino

Distrikt: Terre di Chieti, Italien.

Vol: 12;5 %

Årgang: 2018

Mange vil genkende Pecorino som navnet på en italiensk ost. Navnet på osten kommer fra det italienske ord “pecora”, som betyder får, og det er lige præcis fåremælk som er hovedingrediensen for osten. Men her er det ikke fåret, men vinstokken, det handler om, og den eneste forbindelse mellem får og druer er en lokal legende om fåreflokkenes forkærlighed for Pecorino-druer, når de vandrer gennem vinmarkerne. Pecorino er er ældgammel druesort, der voksede vildt i Sibillini-bjergene ─ et naturskønt område, der i dag udgør Parco Nazionale dei Monti Sibillini nordøst for Rom

I Abruzzo-regionen er klimaet mildt på den side, der vender mod Adriaterhavet, med årlige gennemsnits-temperaturer mellem 12 og 16 ° . Chieti er hovedbyen i en af regionens fire provinser, og vindistriktet Terre di Chieti ligger i højdedragene omkring Chieti og ned mod lavlandet ved kysten. Den tætte beliggenhed til Adriaterhavet sikrer tilstrækkelig køling af druerne i de sommerhede vinmarker, hvor regnen er sparsom. Der er spræl i de hvide vine på Pecorino-druen, hvis små drueklaser har god sygdomsresistens og med en lav ydelse per hektar skaber gode betingelser for høj vinkvalitet.

Vinen:

Efter høsten udblødes skallerne sammen med mosten i 12 timer ved 3 °C. Efter en skånsom presning hviler mosten et døgn, mens bundfaldet langsomt synker til bunds. Hovedparten af mosten gæres ved 12 °C i ståltank, mens 20% gæres i egefade på 4000 liter for at give vinen flere smagskomponenter og mere karakter. I glasset lyser Pecorino op med grønne glimt. Vinen har en blomstrende duft af jasmin med toner af pære, citrus og grønne urter. Pecorino er livlig og frisk i munden med smag af grapefrugt og grønne æbler med diskrete toner fra egefadet og en præcis syre i afslutningen.

Maden:

Pecorino udmærker sig ved en vidunderlig friskhed, som gør sig bedst, når vinen drikkes ung og kølig. En moderat alkoholstyrke (12,5 vol.%) gør den velegnet som en aperitif, der kan tages med ind til bordet og drikkes sammen med forret som pastasalat med skaldyr eller en hovedret som havkat pocheret med hvidvin og grøntsager.

 

 

 

 

 

 

Plan B

Drue: Chardonnay
Distrikt: Budeguer, Mendoza, Argentina
Vol: 13%
Årgang: 2018

”Frøet af en prægtig plante genfødes som frugter i de næste generationer”. Sådan udtrykker Juan José Budeguer sin livsfilosofi. Budeguer er en passioneret vinentusiast, hvis familie stammer fra den nordlige del af Argentina.
I 2005 købte Budeguer 100 ha vinmarker i nærheden af Maipu lige syd for Mendoza, som er hovedstad for det berømte vindistrikt af samme navn. De meget varierende jordbundsforhold i vinmarkerne gjorde det muligt for Budeguer at plante en række forskellige druesorter på sin ejendom, hvor hver sort var udvalgt efter netop den jordbund, som gav vinstokkens rødder de bedste betingelser. Drypvanding med smeltevand fra Andesbjergene sørger for at planterne får præcis den mængde vand i vækstsæsonen, de har brug for. Sommerens glødende sol over markerne, der ligger i godt 1.000 meters højde, sørger for perfekt modning af druerne, mens nattens hav af stjerner giver den kølige pause i druernes stofskifte, der tilgodeser udviklingen af frugtsyre og aromastoffer.

Vinen:
Plan B spiller på muligheden af forandring, et alternativ, en ny måde at se tingene på. Men ofte lykkes plan A, som i dette tilfælde, hvor de bedste kloner af Chardonnay og kyndig vinifikation opfylder Budeguers ambition om kvalitet. Vinen i glasset er strågul med et grønt skær. Duften er fyldt med æble, melon og tropisk frugt, og den let cremede smag får sin friskhed fra æble og citrus, mens melon og mango giver længde og fylde. Vinen har en kontant syrefinale, der gør den til en god madvin.

Maden:
Denne Chardonnay har syre nok til at kunne ledsage en forret som ceviche ─ en frisk fiskesalat med avocado, der er populær i de latinamerikanske lande. Bland fisk, chili, koriander, rødløg, limesaft og grapefrugtsaft og smag til med havsalt og peber. Lad cevichen stå og trække et par minutter, mens avocadoen skæres i tern og dryppes med limesaft.

LIV

Druer: Avesso, Arinto
Distrikt: Baião, Vinho Verde, Portugal
Årgang: 2018
Vol: 12,5%

Vinho Verde, den grønne vin, er knyttet til farven grøn på mange ledder og kanter. Vinen kommer fra Minho-regionen i det nordvestlige hjørne af Portugal mellem Dourofloden og den spanske grænse. Minhos grønne bakker og dale med landbrug, vinmarker og frugtplantager hører til Portugals mest frugtbare landskaber. 86% af Vinho Verde distriktets 85 millioner liter vin er lavet på grønne druer, og den unge vin glimter grønt i glasset. Og så har vi stadig den dybere betydning af vinhos verdes til gode: de grønne vine skal drikkes unge.
Druerne til LIV kommer fra Baião ─ et af Vinho Verde distriktets ni subregioner. LIV er lavet på druerne Avesso og Arinto, som hører til de syv bedste grønne sorter. Tidligere lod mange bønder deres vinstokke kravle op i træer, høje hegn eller sågar telefonpæle for at kunne bruge Jorden mellem stokkene til at dyrke grøntsager til familiens eget brug. Mange Vinho Verde vine perler let på tungen. De prikkende CO2-bobler var tidligere et resultat af en (mere eller mindre tilfældig) anden-gæring i flasken hvor vinens æblesyre ved en bakteriel proces omdannes til mælkesyre. Bønderne fandt de prikkende bobler forfriskende, når de drak vinen i sommervarmen. Nutidens producenter pumper blot lidt kuldioxid i vinen, hvis de sætter pris på lidt bobler i deres flasker.

Vinen:
De grønne druer, plukket i skygge, har forplanter sig i flasken og dukker op i glasset som et grønligt skær i den strågule vin. Frisk pirrende duft af grønne æbler, lime og ferskenblomst. Ren og elegant i munden med lav alkoholstyrke (12,5 vol.%), toner af grapefrugt, fersken og et strejf af grønne urter og en afslutning med en forfriskende frugtsyre.

Maden:
LIV Vinho Verde er ikke voldsomt kompleks men mere en vin der udtrykker livets uendelige lethed, nydt til frokost til en rejesalat på en skyggefuld terrasse eller en middag med hornfisk, der indtager de danske farvande i midt april; sæsonen topper i maj og slutter midt juni. Sådan er det også med de grønne vine: køb dem og drik dem her og nu mens solen skinner.