2022 Camplong - Peyres Nobles, Corbières AOP, Frankrig

  • Drue Carignan, Grenache, Syrah
  • Distrikt Corbières AOP, Frankrig
  • Årgang 2022
  • Vol. 14%
  • Pris 450,00 kr.

Corbières er det største vindistrikt i regionen Languedoc-Roussillon. Hvad angår terroir er det enorme distrikt at ligne med et puslespil sat sammen af myriader af brikker med hver sit mikroklima og jordbund. Distriktets vine er på sæt og vis lige så forskellige som de enkelte brikker i puslespillet, men langt hovedparter er røde vine. Bjergmassivet Alaric mellem Carcassonne mod vest og Narbonne mod øst danner med sin bjergtop på 610 meter den nordlige grænse for Corbières og beskytter vinmarkerne ved bjergets fod mod den kolde vind Cers fra Atlanterhavet med det resultat, at markerne typisk er under indflydelse af den varme vind Marin fra Middelhavet. Les Vignerons de Camplong ─ et kooperativ af 30 vinbønder der blev stiftet i 1932 ─ har sit vineri i landsbyen Camplong d'Aude. Takket være kvaliteten af kooperativets vine har den lille gruppe vinbønder formået at bevare deres selvstændighed som et af de mindste vinerier i regionen. Kvaliteten skyldes dels vinstokkenes alder, hvor de ældste er op mod 50 år gamle, dels den meget velegnede joudbund (terra rossa) på bjergskråningens terrasser og endelig det gunstige klima.

Vinen

Den røde Peyres Nobles er lavet af en blanding af distriktets typiske druesorter. Carignan er vinificeret med Macération Carbonique-teknikken, der har til formål at lave bløde, frugtrige vin med et lavt tanninindhold, mens Grenache og Syrah har været gennem en traditionel lang udblødning af skallerne sammen med mosten for at optimere vinens indhold af farve- og garvestoffer. Efter gæringen er vinen lagret på egefad i 6 - 9 måneder. Vinen i glasset er dyb violet med en indbydende duft af violer, brombær og sorte kirsebær. Den saftige, generøse smag af sort bærfrugt har toner af sort lakrids og mørk chokolade og en delikat frugtsødme, der er i perfekt balance med julekagekrydderier og en oplivende frugtsyre og venlige, silkeglatte tanniner.

Maden

Peyres Nobles er en eminent drikkevenlig vin, der vil holde sig på toppen i to til tre år. Vinen vil kaste glans over såvel danske hverdagsretter som en festmenu til vennerne. Der må gerne være lidt fest og farve på tallerkenen som f.eks. farserede peberfrugter krydret med paprika og et drys chili toppet op med revet ost.

*indeholder sulfitter