2021 Canto Do Pedro Reserva Sousão, Tejo, Portugal

  • Drue Sousão
  • Distrikt Tejo, Portugal.
  • Årgang 2021
  • Vol. 13,5%
  • Pris 450,00 kr.

Fiuza & Bright har vinmarker fordelt på to ejendomme, Quinta da Requeixada og Quinta da Granja med parceller både nord og syd for floden Tejo, der har givet navn til et af Portugals bedste vindistrikter. Druerne til Canto Do Pedro Sousão er høstet fra marker i Bairro regionen som ligger lige nord for Tejo og hvis klima præges af naboskabet til den store flod. Jordbunden er skabt af sedimenter, aflejret gennem tiderne af det mægtige flodsystem, og kombinationen af sand, grus og ler egner sig både til dyrkning af grøntsager og frugt samt til vindyrkning, hvilket romerne var de første til at udnytte. ”En vinstok trives bedst med udsigt til vand”, var romernes vigtigste rettesnor til en velegnet lokalitet til vinavl. Vinstokkene på Fiuzas vinmarker i Bairro er plantet for 35 år siden og har dermed nået en alder, hvor kvaliteten af drueklaserne er på toppen.

Vinen

Sousão stammer fra Vinho Verde regionen i den nordøstlige del af Portugal. Druerne er små til mellemstore med en tyk drueskal, der indeholder en stor mængde anthocyaniner ─ en gruppe røde og blå farvestoffer, der findes i mange bær og frugter. I Vinho Verde-regionen giver Sousão friske, livlige vine med en frugtagtig karakter og en markant frugtsyre, som gør dem let drikkelige og populære blandt lokale og turister, serveret som et køligt glas vin på varme sommerdage. Fiuza elsker Portugals egne druesorter og har forsøgsvis introduceret Sousão til Tejo-distriktet, så den rubinrøde vin i glasset er et nyt og spændende bekendtskab. I duften af sorte bær spores der toner af kakao og krydderier og et strejf af urter. Den saftige smag har en indbydende, frugtig karakter, der lives op af en frisk syre og en læskende mineralitet. Smagen slutter med silkebløde tanniner, og Canto Do Pedro Sousão slægter helt klart de røde vine fra Vinho Verde på med sin elskværdige drikbarhed.

Maden

Det kan klart anbefales at understøtte den røde vins charmerende væsen ved en kølig servering i store glas; de skal nok blive tømt! Den traditionelle, portugisiske ret Rojões stammer, lige som Sousão, fra Nordportugal, hvor man tilbereder en stuvning med svinekød, som er marineret i vin med hvidløg, spidskommen og laurbærblade. Retten kan serveres med kartofler, ris eller brød og den føler sig godt hjemme i selskab med et glas Reserva Sousão.  

*indeholder sulfitter