2020 Les Secrets, Saint-Chinian, Frankrig

  • Drue Grenache, Syrah
  • Distrikt Saint-Chinian, Frankrig
  • Årgang 2020
  • Vol. 13,5%
  • Pris 393,00 kr.

Saint-Chinian er en hyggelig lille by med 1800 indbyggere i Sydfrankrig. Her lever man af landbrug -små vinmarker, frugtplantager og olivenlunde i et uvejsomt terræn med kalkstensklipper og garrigue. ”I denne vilde, gudsforladte egn, behersket af skove og vildsvin, har munkene, ved deres initiativ og flid, skabet et lille paradis, der kan frembringe jordens skønneste frugter”. Kommunen Saint-Chinian ligger ved kanten af Parc naturel régional du Haut-Languedoc – et fredet område på 2500 km2 med en smuk og varieret natur. Fristelsen er stor til at bestille en flybillet til Montpellier, leje en bil og køre de 100 km mod vest til Saint-Chinian og flytte ind på Au Moulin du Martinet – et hyggeligt hotel i udkanten af byen. Herfra er kun 40 km til Sérignan plage, en skøn badestrand ved Middelhavet, og samme afstand til fæstningsbyen Carcassonne, der er på UNESCOs verdensarvliste.

Vinen

Saint-Chinian AOP laves af de samme druesorter, man kender fra andre distrikter i Sydfrankrig, hemmeligheden bag ”Les Secrets” er druerne Grenache og Syrah, halvt af hver, der er høstet med hånden, gæret med naturgær og lagret i ståltank i 12 måneder. Vinens dybe, violette farve og dens intense duft af kirsebær, brombær og julekagekrydderier fortæller at det lokale vinkollektiv, har hentet frugten til Les Secrets i højdedragene nord for byen. Den livlige smag af krydret, sort bærfrugt har god længde, insisterende mineralitet, frisk frugtsyre og modne tanniner.

Maden

Til en vinoplevelse hører naturligvis en kulinarisk dimension, hvor man nyder traditionel egnsret lavet af lokale råvarer. Les Secrets er en klassisk, sydfransk madvin, der vil gå fint sammen med en af sydfrankrigs traditionelle gryderetter: Clapassade. Simreretten tilberedes  med lam, honning, oliven og stjerneanis. Den færdige ret har en undertone af lakrids og svag sødme. Indtaget på en aften, ledsaget af store slurke Les Secrets, kan man godt føle sig hensat til franske himmelstrøg.

*indeholder sulfitter